En frugtbar nyhed

DSC_34140001

Nu skal du bare se, hvad vi opdagede i går.

En lille bunke tørre grene og visne brune blade – tænker du måske – så sker der endelig noget derude.

Ja, men det er meget mere end det – kan jeg fortælle – meget mere.

DSC_34250001

For neden under det omhyggeligt formede lag lå der æg.

Ikke hvilken som helst slags æg.

Nogle helt særlige var det, fra gåsen Gertrud.

Og dagens store glædelige overraskelse.

DSC_34110001

Ser du, ingen vidste, om gæssene ville blive kønsmodne i år, de er lige på vippen aldersmæssigt.

Tre store æg har Gertrud lagt, og vi har taget os den frihed at samle dem.

Tilbage i reden har hun en rundsleben flintesten, som hun havde skrabet op i reden under konstruktionsarbejdet.

Den føles sikkert som et æg under et varmt gåsebryst, men vi tror ikke på, at der vil komme en udvikling i den.

De andre æg derimod ligger køligt og venter på at udgøre en samling.

Når der er nok æg til et lille kuld kommende gæslinger, får Gertrud hele samlingen på én gang, og udrugningen kan forhåbentlig begynde.

DSC_33900001

Det skal være et andet sted, end parret har valgt i første omgang.

Lige nu går de frit i haven hele dagen, men om aftenen går de ind i stalden, og vi lukker døren, så de er i sikkerhed for ræven om natten.

Det er alt for farligt at have en rede i det fri, og vi er nødt til at flytte foretagenet ind bag en indhegning, inden Gertrud lægger sig fast på reden, og gasen Klaus skal stå vagt.

DSC_34220001

I spændt venten på lidt flere æg
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

4 svar til En frugtbar nyhed

  1. Pingback: Forandringsledelse for gæs | Beretninger fra et autentisk landbrug

  2. finn birkholm-clausen siger:

    Ellers kan Niels Møller i Svinballe hjælpe jer med udrugningen. Bare hils fra mig.

  3. Louise O siger:

    Sikke en dejlig nyhed. Håber på billeder af gæslinger i fremtiden.

  4. Så spændende med evt. gåseforøgelse. Jeg krydser svingfjer for, at det vil lykkes med reetablering af rede. Her hos os, håber jeg at de vilde gæs vil slå sig ned, her lige uden for stuevinduerne så jeg som tidligere kan følge med i rugeriet. Mine unge, nye høns lægger æg og jeg er ved at samle en redefuld, i håb om at en af dem vil gå skruk og tage sig af foretagendet. Men nu er det jo meget unge mødre, der er tale om, så vi får se. Jeg syntes jo ellers at rammerne for et ordentlig kyllinge liv er til stede her.
    God weekend.

Der er lukket for kommentarer.