Ét sted må man begynde

Søren Sørøver og jeg er begyndt at gå til noget sammen.

Hver onsdag.

Det har vi ikke prøvet før.

Heller ikke på andre ugedage.

Men der kommer en tid for alting.

Hvad handler det om – tænker du måske – standarddans, fletning af peddigrør eller blomsterbinding.

Ingen af delene – kan jeg svare – du er langt fra.

Hmm – tænker du nok – er det et kursus i social omgang med andre, landmand kend dit kontrolskema eller tusind måder af undgå stress?

Næh – må jeg svare – tampen brænder ikke engang. Langt fra faktisk.

Det har at gøre med livets oprindelse, forplantning og den slags – hvis det hjælper.

Åh – tænker du sikkert – så er det måske noget tantrahalløj, lær at sy i latex eller den klassiske med blomsterne og bierne.

u490001

Og så har du ret.

I aften skal vi til nummer to ud af fire aftener om at holde bier.

For med alle de æbletræer, den lille blåbærmark, pilehegnet, blommetræer, pærerækken, kløvermarken, jordbærpletten, solbærbuskene, kirsebærlunden, skoven plus al det andet er der al grund til at bosætte bier på gården.

Både for bestøvning og for honning.

Vi starter meget småt, der er ikke råd til andet.

Med tiden kan det blive til flere bistader, nu skal vi bare i gang.

Og jeg glæder mig. Meget.
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

11 svar til Ét sted må man begynde

  1. Henriette siger:

    Det maatte jo komme 🙂
    Gad vide hvad det naeste bliver 🙂
    Hjemmelavet faareyoghurt med hjemmelavet honning 🙂 + valnoedder- er der mon et valnoeddetrae paa gaarden ?

  2. Helle siger:

    Hej. Glæd jer glæd jer glæd jer. Det kan ikke siges for tit. Det må da lige være det, I “mangler”. Det er så superdejligt med de bier. Vi har først fået bier sidste år, og de er til glæde hver eneste dag. Vi har også kun et – til en start. Vi har plads til mange, og det kommer der også med tiden. Stil staderne et sted, hvor I kommer forbi mange gange om dagen.
    Vh Helle.

  3. Runaruna siger:

    Jo flere bier jo bedre! Held og lykke med det!
    Jeg kender ikke meget til biavl….jeg tænker at hvis jeg skulle have bier ville jeg lære at binde nogle stader i halm…..og jeg ville have det dårligt med at tage deres dejlige honning og give dem raffineret sukker i stedet, uden alle de gode ting der er i honningen? Kan man ikke finde på noget der er win win? Karen

  4. Naja siger:

    Åh ja! 🙂 Selvfølgeligt skal I da have bier!
    Vi starter selv på bi-kursus næste lørdag.

    Er spændt på at se hvilket stade I vælger. Det kan godt være at styropor-staderne er praktiske, men så er alt da vist også sagt.

  5. Laila siger:

    Fantastisk!! Jeg har også undret mig over hvorvidt I holdte bier eller ej. Bier er jo – som I sikkert ved alt om – livsnödvendige for os alle. Og derfor bliver jeg så glad, når jeg läser jeres indläg i dag 🙂 Gläder mig meget til at höre mere om jeres kommende beboere på gården. I bliver så glade og tilfredse 🙂

  6. Riborg Dæhnert siger:

    Sjovt nok afholder NaturErhvervsstyrelsen og Aarhus Universitet en række møder om en strategi for biavl i Danmark. Antallet af bier er faldet med 10 % i de senere år 😦

  7. finn birkholm-clausen siger:

    Prøv et Varré-stade. Det er vist det helt rigtige til jeres butik. Vi har eet og det må række. Men vore bier bor nu i en gammel fuglekasse på 6. år – uden varoabekæmpelse og jegskagidigskajeg. Men de lever. Og er begyndt at besøge vore mange pil og krokus.

  8. Pia Eriksen siger:

    Sjovt. – Jeg har flere gange tænkt på at spørge dig om I holdt bier. Jeg var selv på biavler-kursus for begyndere sidste år (i Horsens biavler-forening). Og har arvet min svogers bistader og udstyr. Blev ringet op for en uges tid siden, at der er 2 bi-familier klar til mig sidst på måneden. Spændende og lidt angst-provokerende. Glæder mig til at læse om jeres oplevelser og erfaringer.

  9. Johs. Thomsen siger:

    Det er godt at starte i det små, men anskaf jer to – én bi vil ikke kunne overkomme alle de træer og vil også gå og føle sig ensom om aftenen efter dagens stress.

  10. Jannie Holm - Petersen siger:

    Det er den største glæde med bier.vi bor i byen og har 2 stader der står lige ud for køkkenvinduet.de er så småt i gang med at flyve nu og vil nok stoppe lidt igen nu når det bliver koldere.i vil glæde jer over hver eneste bi i en frugtknub fremover.god glæde og fornøjelse til jer.

  11. Sejt. Der er også brug for flere biavlere i det lille kongerige. Jeg har to søde kolleger, hvor den ene har 8 bifamilier og den anden er gift med en erhvervsbiavler, Begge prøver de konstant at overbevise mig om, hvor fantastisk det er med de der bier. Og jeg bliver måske snart overbevist.

Der er lukket for kommentarer.