Måske kan én af dem også blive din yndlingsopskrift

Der er efterhånden en del opskrifter samlet på siden her.

Lidt over 200 plus det samme antal på den gamle blogplatform.

Du finder arkivet ude i højre side af din skærm – under feltet kategorier.

Det kan ikke undre nogen, at kager er i høj kurs.

a0001215

På en delt fjerdeplads som årets mest viste opskrifter er den fantastiske squashkage med chokolade (prøv den, prøv den, prøv den)

a0122

og verdens bedste hindbærsnitter. Det er altså sandt.

De er hver hentet frem ca. 25.000 gange og må have givet både glæde og en mærkbar stigning i blodsukkeret.

Den tredje mest sete opskrift er hyldeblomstsaften, men den er knap så aktuel på denne årstid og henter alle 40.000 visninger hjem i juni.

t120

Så er der selvfølgelig den sjæleplejende æblekage, der altid har været både min og andres favoritopskrift. Har du ikke bagt denne kage, har du meget tilgode. Har du bagt den, ved du hvorfor, man vender tilbage til opskriften. Igen og igen. Omtrent 60.000 gange sidste år.

Til stor forundring er æblekagen ikke længere den mest viste opskrift.

Lidt ironisk er den klassiske hjemmehørende kage nu overgået af en opskrift med importeret frugt –

b1

lige godt 75.000 visninger har opskriften på nok verdens bedste hjemmelavede guacamole.

Og der er så mange andre gode opskrifter, at en ny poetisk madbog er under overvejelse.

Måske husker du den første – og hidtil eneste – “Hønsefødder & Gulerødder“. Den blev trykt i et oplag på 2800 stk. og er aldeles udsolgt.

Dukker ikke op igen, har haft sin tid og alt det der.

De kommende måneder – inden foråret vælter ind over os – vil jeg bruge på at lave de indledende manøvrer til næste madbog.

Med de allerbedste opskrifter herfra.

Tror jeg
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

13 svar til Måske kan én af dem også blive din yndlingsopskrift

  1. Winnie Nedergaard siger:

    Fantastiske opskrifter du deler ud af. Håber rigtig meget der kommer flere, hvor ordentlig kød bliver omdannet til pålæg mennesker kan tåle. Leverpostejen og rullepølsen nyder vi godt af når vi omdanner eget kød til pålæg, men vi håber du kommer med flere af dine velsmagende delikatesser. 😀

  2. Lone Landmand siger:

    Mange tak for de virkeligt opmuntrende ord – som rent faktisk virker!!!

    Jeg er gået i gang nu – kunne ikke andet efter de fine kommentarer 😀

  3. Vibeke siger:

    Hej Lone,

    Ja, opmuntring skal du have!!! Jeg var for nylig så heldig at finde din bog antikvarisk. Glædede mig meget til, at den skulle komme, men den forsvandt desværre i posten. Øv, øv og atter øv! Nu har jeg lånt den på biblioteket, men det jo ikke det samme som at have den selv. Dejlig er den dog, så jeg glæder mig til den næste!

    Æblekagen har i øvrigt jævnligt og med stor succes plejet både min, familiens, venners og kollegaers sjæl, men jeg må prøve også at pleje med nogen af de andre hits. 🙂

    Hav en dejlig dag!

    Mange hilsener,
    Vibeke

  4. Ane siger:

    Yes…. Vil glæde mig afsindigt meget til en ny kogebog. Nåede at få fat i hønsefødderne inden det var for sent og den bruges især til chili con carne, marengs og is lavet af egne æg ( altså fra egne høns forståes !). Yndlingsopskriften fra nettet er rejer i chilisovs – svært at leve uden. det vil være yderst tilfredsstillende hvis du bare fortsætter stilen fra første kogebog, for det er så skønt med dine små kommentarer midt i opskrifterne. Tak, tak tak..

  5. Marianne M. siger:

    Godt nytår til dig og dine.

    En ny kogebog fra din verden vil blive modtaget med klapsalver og indtil da ventet på – tålmodigt men længselsfuldt. Den første købte jeg flere af, og endte med at forære dem alle væk i begejstring. Det kommer ikke til at ske igen – altså uden at jeg holder godt fast på mit eget kommende eksemplar.
    Godt at opskrifterne stadig findes på bloggen.
    Opmuntring, opmuntring, opmuntring herfra – må du få en fornøjelig tid med de indledende manøvrer.

  6. Bente Sand siger:

    Vil gerne bestille et eksemplar 🙂
    Godt nytår.

  7. Birgitte Køhler siger:

    Hej Lone
    Jeg glæder mig allerede til næste kogebog, var heldig og fik tilsendt et af de sidste eksemplarer fra dig af Hønsefødder og Gulerødder, der er brugt godt. Absolut mest bagte kage er sjæleplejende æblekage mums.
    Prøver at sende glæde herfra til dig, som du gør til mig på din blog.
    Kærligst Birgitte

  8. Michelle siger:

    Fantastisk med endnu en madbog fra din hånd, det kan næsten kun gå for langsomt:-)

  9. MotherOwl siger:

    Kanelkrøller er husets absolutte favorit. Er den ikke på top ti? det undrer mig meget 😉 Den må med i din nye bog om især kager.

  10. Anja siger:

    Jeg lavede din chokoladepavlova, med hindbær og flødeskum med hvid chokolade til dessert nytårsaften. Den var selvfølgelig helt fantastisk og alle ville vide hvor den kom fra. Det viste sig da jeg sagde Lone Landmand at 3 af gæsterne have din sjæleplejende æblekage som bogmærke på deres smartphone. En kage som de bagte igen og igen og alle var enige om at de aldrig mere ville bare andre æblekager, for din æblekage er bare den bedste. Det var dejligt og gjorde mig glad.

  11. Janus siger:

    Overvejelse???? Nej Lone……..
    HANDLING….NU!!!!
    Hønsefødder & gulerødder er husets mest slidte bibel!!!!

  12. Eva siger:

    Lyder rigtig godt, har ellers bestemt mig for, ikke at købe flere madbøger……
    Men.. men… din må jeg have.
    Det kan ikke være anderledes… 🙂
    Hønsefødder og gulerødder er en af mine “skatte”.

  13. Pia Eriksen siger:

    Afventer spændt nyt om en kommende ny bog – har den første og er rigtig glad for den

Der er lukket for kommentarer.