Klassiske syltede asier – opskrift

DSC_3833

Måske husker du syltede asier.

Fra dengang der var bedsteforældre til.

Og måske kunne du godt tænke dig at smage sådan nogle igen. Asier altså.

Rode lidt mellem dildskærme, peberkorn og sennepsfrø i den sur/søde lage og gafle en bleg halvmåne af et stykke asie.

Spise det på din gode rugbrødsmad med leverpostej eller sammen med frikadellerne fra i går.

Måske som tilbehør til de klassiske mormorretter der passer så fint til efterår og vintertid.

Lige nu er der store flotte asier at få, og derfor skal du selvfølgelig have gårdens opskrift på syltningen.

Du har brug for:

2 kg asier
1½ l god lagereddike eller æblecidereddike
750 g rørsukker
5 skalotteløg
5 dildskærme
50 g frisk peberrod
2 laurbærblade
2 spsk gule sennepskorn
1 spsk peberkorn -sorte eller hvide
2 røde chilifrugter
salt til de indledende manøvrer

Men det kommer sig ikke så nøje, så du skal ikke være ked af det, hvis du ikke har alle tingene, eller hvis dine mængder ikke rammer opskriftens helt. Syltning er en kunst med vide rammer og plads til krumspring.

DSC_3784

Smag på hver eneste af dine asier – er sådan en fætter bitter, sætter du dig op på din cykel og kører ind til byens torv for at få den byttet ved din grønthandler. En gang bitter altid bitter, og det gælder også for asier.

Omgiv dig kun med gode asier – milde, runde og tilforladelige.

Skræl asierne, flæk dem og skrab kernerne og den bløde midte ud. Skær asierne i skiver à ca. 1 cm tykkelse.

Drys rundhåndet asiestykkerne med salt og lad dem trække en times tid.

DSC_3814

Skyl saltet af og tør asierne let i et rent viskestykke. Læg dem i en rummelig gryde sammen med dildskærme og halverede pillede skalotteløg, skrællet peberrod, chili, eddike, sukker og alle krydderierne.

Giv grydens indhold et opkog – ikke andet – maks. 2 minutter, fordel asier, dildskærme og løg i dine sylteglas. Hæld den kogende lage ned over asierne og sæt låg på dine glas omgående.

Hvis du vælger at henkoge dine syltede asier – se evt. fremgangsmåde under indlægget om Hyldeblomstsaft – øges holdbarheden til det uendelige, men varmebehandlingen kan godt tage noget spændstighed ud af asierne, og hvem vil ikke gerne forblive spændstig.

DSC_3837-001

Så er du begejstret for asier og spiser dem i et pænt tempo, kan du blot opbevare dine nysyltede sager i køleskabet. Skal de gemmes i længere tid, må landmanden klart anbefale henkogning – det er simpelthen så nemt.

Hæld under ingen omstændigheder atamon eller anden kemi i din hjemmelavede mad. Lad andre om den slags.

Ikke eddikesur
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Syltede sager. Bogmærk permalinket.

9 svar til Klassiske syltede asier – opskrift

  1. Andrijana Brinch siger:

    Er de klar til at spise med det samme eller skal de stå lidt?
    Mvh
    Andrijana

  2. Rie jessen siger:

    Aserne skal ikke straks i gryden, men overhældes med den kogende krydderri lage. Så bliver de sprøde og ikke bløde.

  3. Birthe Hansen siger:

    Hvornår på året er asierne klar til syltning????????????

  4. Pingback: Opskrift: Syltede asier – som i gamle dage | Enggaardensurter.dk

  5. Hej Vibeke og Lone
    Vil give jer begge et godt råd, kig på min blog www. margotpichler.wordpress.com og find min agurkeopskrift. Den bruger jeg også til asier og squash. Garanterer, de fåes ikke bedre og er meget nemmere end dine Lone. Flot side du har 🙂
    Hilsen Margot

  6. Vibeke Dahlgaard siger:

    Hej Lone
    Jeg har netop syltet min første portion asier, hvilket gik ok, men der er også plads til forbedring! Først og fremmest ærgrer jeg mig over, at de er blevet ret bløde og ikke super sprøde, som jeg havde gået og håbet på. Hvad kan det skyldes, og er der noget jeg kan gøre for at bibeholde/øge sprødheden næste gang, jeg sylter asier?
    Mvh. Vibeke

  7. Pingback: Bedst som man skulle til at save brænde … | Hos Mommer

Der er lukket for kommentarer.