Så er der uddrag og en chance

Måske husker du romanen “Under landet”, der blev udgivet for en uge siden.

Nogle af de gode folk fra egnens bibliotek mødte op med blomster og dejlige smil.

Med sig hjem havde de to signerede bøger, og dem har biblioteket udlovet i en krævende quiz på hjemmesiden.

Du kan deltage lige HER, hvis du gerne vil.

Narj, tænker du måske, ikke før jeg ved, om historien er noget for mig.

Og det er absolut rimeligt. Kun rimeligt.

Så her får du de første 14 sider af bogen – resten kan gættes, eller læses hvis bibliotekarerne udtrækker dit navn.

Et P.S. – de sædvanlige læsevenlige indrykninger findes ikke i dette system, og derfor er teksten i stedet delt i afsnit – lidt klodset men hvad..

Han drejede kaffekoppen lidt og rettede den ind, så omridset passede symmetrisk med voksdugens blomster. Det var ikke tilfældigt, hvor koppen stod. Nogle steder var dugen så slidt, at det var vanskeligt at få sikkerhed for præcision.
Hans store hænder holdt ømt om det spinkle porcelæn. Med sammenknebne øjne vurderede han afstanden fra kronblade til kop, og han lænede sig tilfreds mod ryglænet med et dybt åndedrag.

Sid nu ikke der og hæng Åge, sagde hans mor, tog koppen og gnubbede dugen med en gammel undertrøje, der nu havde fået anvendelse som karklud. Hvad gæster tænkte, når kafferande blev fjernet med højtaljede hvide underbukser, var deres egen sag. Så længe det sparede udgifterne til husholdningen.
For hver dag udviskedes blomsterne. Værst var det ved hans fars plads, men det skulle mors ihærdighed ikke have skyld for. En silhuet af et par kraftige arme, der endte i en håndbajer, stod aftegnet på dugen.

Tag skålene med ud, sagde hun højere end nødvendigt og samlede de sidste rester op af køkkenvasken. Hunden kan få en halv kop piller i dag, men der er nok til kattene.
Og husk far, råbte hun, da han lynede arbejdsjakken.
Støvlerne og kasketten tog han på udenfor. Skyggen var ved at løsne sig, og han ærgrede sig over foderstoffens endeligt. Den gule kasket var blevet en del af ham, og når han gik i Brugsen for mor eller kørte i marken, hilste alle så venligt.

Han var kendt på sin egn. Kendt og let genkendt.
Den sorte plamage på pulden fortalte historien om en arbejdende mand, og når han malkede med panden mod en kos lyske, var han ikke fri for at dreje hovedet kraftigt, for at sporet skulle blive tydeligere.
Han kan bestille noget ham Åge, sagde folk på egnen, det var han sikker på. Og han rankede sig og hilste, når lejligheden bød sig.

Det ville tage tid med en ny hat. Han havde bygget det her op over årene, og meget kunne gå tabt ved sådan en ændring.
Der var snart sommermarked ude ved søen, og det var før sket, at en nabo var gået under bordet i ølteltet uden blik for hverken hat eller hustru.
Lettet ved tanken om en mulig løsning gik han i gang med dagens sidste arbejde.

De fleste køer havde lagt sig i båsene, kæderne raslede sagte, og der duftede af hø. Han fejede gangene uden at forstyrre den rolige gumlen.
Brunstkontrollen af kvierne gav ingenting, og var de ikke klar, var det for risikabelt at finde skamlen frem. Man skulle have beholdt grisesøerne, tænkte han. Det var altid til at finde en so, der ville stå.

De magre katte smøg sig om hans ben, og han kom i tanke om skålen med madrester. Kræene var indavlede og snottede. Han tænkte hver aften på at tynde lidt ud i dem med luftbøssen. Men når han først sad i lænestolen, og mor kom med aftenkaffe og en lille tallerken sødt, orkede han ikke at gå i stalden igen.

Temperaturen på køletanken var i orden. Han fugtede blyanten på tungespidsen og noterede omhyggeligt dagens produktion.
På landbrugsskolen havde de gjort meget ud af orden og struktur. Det løftede erhvervet til et højere niveau, og opholdet havde givet ham en følelse af at gå fra bonde til landmand. Han var blevet mere rank og holdt hånden højere, når han hilste på folk.

Han vendte hjem for at drive forretning. Planlægning, styring og kontrol som i enhver anden virksomhed. Selvfølgelig havde hans far ikke været enig i alle de nye tiltag, men der kommer en tid for alt, tænkte han, når tingene strandede.

Investeringerne lod vente på sig. Han havde ellers regelmæssige møder med sin konsulent og af og til også med en større gruppe specialiserede i stordrift og udvidelser. Altid i en løftet stemning der efterfølgende hensatte ham og også de andre i en sværmerisk tilstand af virkelyst.

Landbrugskontoret havde udarbejdet indtil flere prospekter for gårdens fremtid. Selvfølgelig løb det op hen ad vejen, men ekspansion var ganske afgjort nødvendig. Strukturudvikling var et ord, der lå godt i hans mund.
Han følte sig som en del af en større og epokegørende periode. Iblandet en svag irritation over sin fars øjne, der søgte dugen, når talen faldt på fremtiden.

Mor derimod var langt mere visionær og tog gerne med til aftenmøderne i landboforeningen.
Hun forstod at føre sig, kendte spillet og betydningen af det lokale.
Gamle ungkarle med stive knæ blev bløde i blikket, når hendes fyldige barm strejfede dem under servering af lagkagen. Hun vidste alt om deres helbred, og de følte hendes omsorg og loyalitet til det sidste.

Havde det ikke været for mor, tænkte han, var det her stadig et husmandssted.
De små naboejendomme var nu samlet i et rigtigt landbrug. En størrelse der blev set op til.
Havde det ikke været for far, tænkte han, var det her et mønsterlandbrug.
Det fremmeste i tiden.
Fuldautomatiseret stordrift. Med ministerbesøg, tv-vogne på gårdspladsen og interviews.

Han så for sig, hvordan han ville stå på perlegruset i gårdspladsen. Med rank ryg, hænderne i siden og lidt fremskudt hofte. I solen mellem lindetræet og det fuldmurede stuehus. Han stillede sig selv spørgsmål og svarede velovervejet. Lod dem vente.
Og mor ville vinke dem indenfor til kaffe i den pæne stue. Med stellet fra farmor. Og nybagt brød. Sådan en dag ville de spise brødet nybagt.
Ministeren ville spørge til de driftige beslutninger, kigge på luftfotoet og få detaljerede forklaringer om udviklingen af bygningsmassen.
Hans hjerte slog hårdt, blodet pumpede i hans krop, og den erotiske stemning var upåvirket af det kølige malkerum.

Det havde ikke været så godt, som når mor gjorde det, men der havde været noget svært ophidsende ved at holde hende fast samtidig.
Han kunne stadig føle hendes glatte lyse hår og fornemme den spinkle krop, der kæmpede imod. Hun var gået tidligt fra høstfesten. Var slet ikke én, der havde lyst til at blive og danse. Han havde kigget på hende længe. Mange år faktisk. I skolen holdt hun sig mest for sig selv. Stod under udhænget eller klatrede op i tovene. Der kunne man være i fred.
De færreste kiggede op ad. Knap nok fremad. Men han vidste altid, hvor hun var og ledte behændigt sin lille skare derhen.
Hun svarede aldrig på deres spørgsmål om hendes far. Kiggede bare på dem. Men det var også en form for kontakt. Han kunne godt lide, når hun kiggede på ham. Hans hjerte slog hurtigere, og ørerne glødede. Han langede ud efter én af kammeraterne. Den tætbyggede lille fyr fra huset ved enden af grusvejen.

Efter skoletid rodede de med maskiner. Vaskede gamle traktorer, åbnede gearkasser, svejsede ekstraudstyr og kørte på markvejene. Altid hjemme hos Åge selvfølgelig og uden rigtig samtale. Korte kommandoer var nok.
Hans far så ulykkelig ud, da de ryddede op i værkstedet. Bankede søm i væggene, hængte skruenøgler og gaffelnøgler op efter størrelse, tegnede omrids så den nye orden var indlysende for enhver, satte alt på hylder og reoler, kørte de tomme flasker ud i mosen, og samlede alle de små stumper i nogle gamle plastikkasser.

Henry kom sjældent derude bagefter. Han havde ellers altid været ferm med hænderne. Og hovedet.
Lidt forsigtig med at sige noget for ikke at støde nogen.
Vattet syntes Åge.
En stor mand har store meninger. Har sit mod og sin stand til at vise dem frem. Og også forpligtelser i den anledning.

Så når Åges far hvilede albuerne på voksdugen og knugede en flaske mellem de grove hænder, skete der ikke mere.
Det var naboen og Åge, der med høj røst skiftedes til at være meningsdannere i køkkenet.
Mor nikkede af og til.
Når Åge sagde noget. Og selvom hun stod med ryggen til dem og ordnede kartofler, blev det noteret ved bordet.
Hvad mener du Henry, sagde naboen en gang i mellem henvendt til hans far, når Åge havde fat i den lange ende. Åge opfattede de varme kinder og den bøjede nakke som tegn på medhold og hentede en omgang mere. Man skal passe godt på sit publikum, tænkte han og dansede om sig selv, inden han satte sig til bords igen.

Køerne rørte uroligt på sig, da han gik ned ad midtergangen. Og det var ikke kun fordi, nogle stadig var sultne.
Køer, tænkte han og spyttede, store dumme dyr med godtroende øjne og en nervøs sjæl.
Dyr der vanskeligt kan tvinges. For uhåndterlige. For sarte. For lidt produktive.
De udgjorde gårdens eneste husdyr og indtjeningsgrundlag, efter banken havde trukket tæppet væk under ham.

Det havde taget ham og mor år at samle jord nok til den omfattende investering. Flere hundrede hektar og det samme i forpagtning plus mere eller mindre formelle aftaler om udbringning af gylle.
År.
Års arbejde for at kunne markere sig som den mest progressive landmand på egnen.

Det var folk med svin, der talte.
Både talte og talte.
Dem der havde mange ansatte, store investeringer og retten til at påvirke samfundet.
Det var svin, der skabte arbejde. I staldene, i levnedsmiddelindustrien, i organisationer, ministerier, på skoler, i børnehaver og i udlandet. Svin havde skabt masser af arbejdspladser syd for grænsen. Og et solidt overskud på betalingsbalancen. Jo, det var folk med svin, der talte.

Aftalen om byggeriet var kommet i stand kort efter hans fars ulykke.
En malkeko havde fået løbedrejning, og faderens forsøg på at afhjælpe dyrets lidelser havde resulteret i en pinefuld fastklemmelse.
Da Åge kom ud for at melde eftermiddagskaffen klar, var hans far ved svag bevidsthed. Det tog yderligere en time for redningsfolkene at flytte koen så meget, at den gamle mand indsmurt i gødning kunne lempes over på båren og køres væk.
Langt væk. Og han kom aldrig helt tilbage. Til sig selv.
Kun Åge og mor vidste det.
Eller regnede med det. Af og til var Åge i tvivl.
Hvis han midt i en samtale hurtigt flyttede fokus til den aldrende mand, kunne han nogle gange se et glimt af styrke i øjnene. Et splitsekund af fuldt nærvær før blikket igen flød ud og fokuserede på voksdugen.

Hans far kom stadig i stalden efter ulykken.
Sad på en rusten havestol for enden af fodergangen. Skubbede roestykker ind til de nærmeste køer, så langt støvlerne kunne nå. Sad og sad. Kom ind til dagens måltider.

Ting var, som de var.
Skæbnen ville, sagde mor altid, inden hun fuldførte en historie.
Skæbnen ville mange ting, også at Åges far fra sin plads ved køkkenbordet velvilligt underskrev låneaftaler, kautioner, forsikringssager, tilsynsrapporter, momsregnskab, skat og Åges tiltrædelse som daglig leder af virksomheden.

Hvad skulle vi have gjort uden lille Åge, sagde mor altid, når hans søstre var hjemme.
Far og mig kan ikke overkomme det hele mere, fortsatte hun, og de fugtige øjne sagde alt det, ord ikke kunne. Ord kunne altid vendes og bruges af søstrene.
De brød sig ikke om ham, det vidste han godt. Måske kunne de ligefrem ikke lide ham. I hvert fald Inger. Spinkle Inger.
Lille men alligevel stærk. Ikke stærk nok.

Hæng dig ikke i bagateller, brug Randers reb, sagde Åge altid, når det ligesom passede ind.
Det var godt med sådan en fast talemåde. Noget der skabte karakter. Noget andre kunne huske én på.
Han havde også en anden, han brugte tit. Mest ved formiddagskaffen, hvor den passede så fint.
En mands vigtigste opgave er at holde konen og osten højest på midten, som han sagde, og Bentsen slog en latter op og fik blussende kinder. Den slags gav stemning og fællesskab.
Ikke fordi hverken Åge eller Bentsen havde magtet andet end det med osten, men fordi ordenes genkendelighed var noget, de havde sammen.
Mor syntes ikke, hun var klar til at blive bedstemor, og Bentsens kone blev godt nok gravid, men ikke med Bentsen.
Det talte man ikke om. Mere.

En sjov talemåde varmede i spisekøkkenet. Sandt var det vel også.
Mors ansigt blev prydet af smil, når Åge var sjov.
Stolthed også. Det var han sikker på. Særligt når Bentsen sagde, at han slægtede sin mor på.
Ikke bare for at udløse en lille dram til kaffen, men også for den medfølgende berøring.

Åges far sagde ingenting.
Spiste ikke ost.
I sig selv en daglig kilde til irritation, for i den ugentlige returkasse fra mejeriet var altid en kvart danbo. Med mejeriets navn og logo låst fast i ostevoksen og et fedtet kitlag til at modne den stive mælk.
Måske kilden til den lugt der altid var i køkkenet. Den og så mors som var udefinerbar, men genkendelig på en måde, som altid varer ved for børn.
Duften af omsorg måske. Noget trygt og evigt.
Eller snarere noget man forbinder med at være barn og uden ansvar. Uden de store bekymringer og med både tiden og verden foran sig. En ren og troskyldig verden, der bare venter på, at man tager den i brug.

Gangene havde været rene. Våde endnu.
Han holdt af arbejdet med højtryksrenseren.
Det var så fredeligt.
I al sin larm og tåge indeholdt det en særlig ro. En uforstyrrethed fordi ingenting kunne trænge igennem regntøjets skjold eller høreværnets dæmpning. Man gik timevis med et enkelt mål – at spule al gødning og andre fysiske spor fra et hold grise ned gennem spalternes grove mellemrum.
Alt kan forsvinde under et spaltegulv. Timer med egne tanker. Om fortid, nutid og fremtid.
En tid til fordybelse uden de afbræk der er hverdag for de fleste mennesker.
Nej, uforstyrrede tanker var en gave, men det havde ikke forhindret ham i at tage imod mors omsorg, når han efter vaskearbejdet trådte ind i baggangen med gødningsrester i håret og ømme muskler.
Tilbage i stalden var de tomme stier. Rene, våde og helt uden spor af det liv, der kort forinden havde forladt både dem og kloden som sådan. Kun beton, plastik og jern. Som nyt, og klar til et nyt hold grise.

Slagtesvin sætter ikke aftryk.
Deres liv bliver nærmest ikke opdaget. Ikke registreret som andet end en linje på slagteriafregningen. Med vægt, pris og eventuelle fradrag for mørke aftegninger i huden, bylder og halebid.
De fødes, flytter et par gange gennem staldsystemet, går via udleveringsrummet op i lastbilen, og kommer efter nogen tid direkte ud på slagteriets rampe ind til kulilteelevatoren.
Det er død i system, tænkte han med en sær blanding af beundring og gysen. Det mest effektive system af sin art.
Repræsentantskabet havde som koncernens øverste ledelse været på rundvisning i det nye storslagteri kort inden indvielsen.
Hvis han før havde troet, at staldsystemet med de rengøringsvenlige overflader, præcise mål og pålidelige fodersystemer var det ypperligste indenfor landbruget, vidste han bedre efter besøget. At millioner og atter millioner af næsten kønsmodne grise kan forsvinde som dyr og spredes over hele kloden i små pakker, var fascinerende. At de kan gøre det så hurtigt, var frygtindgydende.

De fleste dyr sætter spor af kortere eller længere varighed. En mus gnaver hul bag et køkkenskab. En sommerfuglelarve efterlader kålblade af ubestemmelig form. En hund bliver en del af et menneskes historie. En ko sætter en kalv i verden. Et insekt får bestøvet en æbleblomst, før det havner i maven på en sulten solsorteunge.
Kyllinger og slagtesvin er undtagelser.
De fødes til deres formål. Uden arveanlæg der må gives videre og uden udsigt til en alder, hvor de kan.
Mageløst.
Mennesket bestemmer, tænkte han. Det er sådan, det er.

Han havde justeret hastigheden på ventilationen for at få fugten hurtigere væk.
En af motorerne i de store skorstene var faldet ud, og det var sandsynligvis et endeligt nedbrud. Dyrt. Ikke noget han kunne skifte selv.

De første år i den nye stald havde været nemme.
Alting er nemt i en ny stald. Ingen kim i krogene, ingen foderrester bag krybberne og ingen væsentlige udgifter til reparationer. Man rider på en bølge af høj effektivitet, smilende bankfolk og beundring hos svinekonsulenten.
Han var sikker på, de talte om ham i landbrugsrådgivningen. I frokostpausen. Når der var gæster fra Axelborg. Hjemme ved middagsbordene.
Én af de største på egnen. Ét af deres gennemførte projekter.
De vidste godt, at han var en travl mand, og undlod at tage hans kostbare tid. Selvom mor ved de årlige generalforsamlinger i landboforeningen blandt andet gjorde det klart, at Åge – og Sønder Bakkegård – var det fremmeste i dansk svineproduktion. Et vindue verden kunne kigge ind af. Et åbent moderne landbrug bygget efter gældende krav til dyrevelfærd og miljø.
Et sted der altid var klar til at tage imod besøg.
De kom ikke. De vidste godt, han var en travl mand. Og for at ingen skulle være i tvivl, holdt han et højt tempo på landevejene. Det forstyrrede også trafikken mindre, når man kunne flytte en traktor.

Tanken om den store grønne traktor varmede.
Indrettet til beboelse. Næsten. Lækkert sæde med god støtte og mange positioner. Klimaanlæg, kaffemaskine og et lille køleskab til madpakken.
Altid ni halve skiver mørkt rugbrød mor havde gjort sig umage med.
Leverpostej med syltede rødbeder. Rødbeder med riller. Dem kunne han bedst lide. Rullepølse med sennep, spegepølse med remoulade og ristede løg, ostemad og et stykke med pålægschokolade til sidst. Sirligt smurt og pakket med mellemlægspapir og med den duft en madkasse altid har.

Der fulgte øl med til frokosten.
Far hentede drikkevarerne i viktualierummet og satte dem frem ved madpakkerne, inden de skulle af sted i marken. Der var dåserne fra grænsebutikken og så de bedre flasker af national karakter. Den er for fin til ham, mumlede mor og byttede, så Åge fik sin gode øl med.

I tiden med Gitte havde madpakken set anderledes ud. Mindre indbydende. Og han havde egentlig troet, at mor var begyndt at blive gammel.
Efter skilsmissen vendte de rillede rødbeder tilbage, og der kom også hamburgerryg og italiensk salat i den røde madkasse.
Alting blev som før og lidt til. Måske var det bare en periode. Det var det i hvert fald for ham. Det med Gitte.
Ikke noget han tænkte så meget på mere.

Smuk dag til dig
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

4 svar til Så er der uddrag og en chance

  1. Lars Peter Nielsen siger:

    Godmorgen

    Hvordan endte det med den plakat I lavede til elmasterne, blev den lavet I InDesign? Jeg tænkte det var muligt at genbruge noget af den, vi vil prøve at sætte nogle plakater op i KBH. Er layout lige til at sende til VistaPrint? Gider I sende source filen.

    KH Lars

    PS. Er for længst færdig med bogen, den gik lige ind. Blev egentlig ikke i dårligt humør, men den er meget hård. Tænker den får nogle anmeldere op af stolen. Er egentlig hellere ikke overrasket over hændelserne i bogen, hvorfor jeg sidder tilbage med en følelse af at meget af dette er dagligdag nogle steder!

    PPS. Har vi en mail adresse til Lone eller foregår det kun via blog?

    Fra: Beretninger fra et autentisk landbrug [mailto:comment-reply@wordpress.com]
    Sendt: 10. september 2013 07:54
    Til: Lars Peter Nielsen
    Emne: [Nyt indlæg] Så er der uddrag og en chance

    Lone Landmand posted: “Måske husker du romanen “Under landet”, der blev udgivet for en uge siden. Nogle af de gode folk fra egnens bibliotek mødte op med blomster og dejlige smil. Med sig hjem havde de to signerede bøger, og dem har biblioteket udlovet i en krævende quiz “

    • Lone Landmand siger:

      God morgen Lars

      Ja – plakaten blev lavet i InDesign. Sørøveren ordnede det, og jeg skal bede ham om at finde filen til dig.

      Godt at høre, det med bogen. At den gik lige ind.

      Jo, man er helt med fremme og har alt det nye her, også en mailadresse : lone@brandbygegaard.dk

      men telefonen er jeg ikke så meget for at bruge..

      Rigtig god dag til dig
      fra Lone

  2. Rikke Lysegaard siger:

    Der blev jeg da lige sulten efter mere. Må hellere få købt din bog.

  3. Dina Runing siger:

    Årh, nu lokker du jo… Ja, godt fødselsdagen er rundt om hjørnet. Så er et af ønskerne da hjemme.
    Tak for smagsprøven. Nu kan det kun gå for langsomt med at få læst resten 🙂
    Endnu en gang til lykke med den.

Der er lukket for kommentarer.