Mormors solbærsyltetøj – opskrift – en påmindelse

Måske sidder du lige nu og kigger på en solbærbusk, der bugner af sorte bær.

Måske tænker du, at de må kunne bruges til andet end mad for havens fugle.

Det kan jeg forsikre dig for – sådan sagde min mormor altid – de kan.

I dag får du mormors opskrift på solbærsyltetøj.

Så enkel at du kan bruge tilberedningen som terapi.

Og det kan der nok være brug for.

Du skal skaffe :

250 g solmodne solbær
200 g sukker

Det var alt – så går vi i gang.

Pil bærrene af stilkene og skyl dem – bærrene altså.

Hæld bær og sukker i en rummelig gryde, varm op og kog blandingen 10 minutter.

Tag dine solbær op med en hulske eller lignende og kog saften ind til den er jævn.

Tilbage med bærrene, varm op igen og syltetøjet er klar til at komme i rene glas.

Hvis du fylder dine glas helt med det hede syltetøj, og sætter låg på omgående, får du aflivet alle kim og skimmelsvampe.

Når først et glas er åbnet, skal det opbevares i køleskab.

Giv solbærsyltetøjet til nogen der holder af solbær.

Og som du holder af.

Det kan godt være dig selv.

Smuk sommerdag til dig
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Syltede sager og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Mormors solbærsyltetøj – opskrift – en påmindelse

  1. Emil siger:

    Når jeg i en opskrift læser ordet “koge”, oversætter jeg det altid til “varmholdes ved 84 – 88ºC” med tætsluttende låg. Herved fordampes færrest mulige af aromastofferne til lokalet.
    Når vi kommer til indkogning af saft, er jeg i tvivl om den optimale fremgangsmåde. Foreløbigt er jeg kommet frem til, at en stor overrflade ved lav temperatur vil bevare de fleste smagsstoffer. Altså hæld saften i en braddepande i ovnen med varmluft ved mindst 55ºC til konsistensen passer. Eller inddamp ved lav temperatur i gryden uden låg.

    Solmodne bær indeholder ikke ret meget syre. For at sikre sukkeret bliver omdannet til glucose skal der tilsættes ca, 2 gram (knap ½ teske) citronsyre fra start, og temperaturen skal holdes over 70ºC i mindst 18 minutter. Men det sker automatisk hvis gryden for lov at stå de extra minutter efter at kogepladen er slukket.

    Traditionel tilsmagning af solbærmarmelade er med rom. De første gange jeg fik det, var smagen udmærket. Men duften af rom på morgenbordet var afskyelig. Så kom blot et par dråber i et af glassene. Så kan man selv vælge.

    Din opskrift er udmærket, og den er efter princippet “Keep it Simpel” (KIS).
    Jeg søger efter den utimativt bedste opskrift, så tag mit indlæg med et gran salt.
    Beklager at mit bidrag er blever for nørdet.

    m.v.h. Emil

  2. Annette Geer siger:

    har lige plukket , pillet og nusset 4 kg solbær fra sønnens have , så den opskriften må prøves.

  3. Super – vi elsker mormors syltetøj. Jeg kommer lidt cognac eller brandy i glassene det tager resterne af urenheder og smager jo mums 😀

Der er lukket for kommentarer.