Hjemmelavet koldskål – den allerbedste opskrift

I dag får du opskriften på den allerbedste hjemmelavede koldskål – lavet efter de ypperligste mejeristtraditioner fra før verden gik af lave.

Det tager ingen tid at blande en stor skål af den svalende dessert, og du bliver så glad for at få noget ordentligt. Sådan er det bare.

Du har brug for :

200 g sukker
4 pasteuriserede æggeblommer – 2 bægre
1 stang vanilje
fintreven skal – absolut kun det gule – af 1 usprøjtet citron
saften fra citronen
2½ dl piskefløde og det skal det altså være – lavet af mælk fra en ko der selv finder sit græs på marken
2 l kærnemælk – rigtig kærnemælk fra en smørkærne. Ikke syrnet skummetmælk som nogen snyder med at sælge – syrnet skummetmælk kommer aldrig med på mælkevejen – den direkte vej til himlen.

En forholdsvis stor portion, men den kan holde et par dage i køleskab, eller du kan halvere opskriften.

Det var alt – så går vi i gang.

Find en rummelig skål du holder af at se på. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og læg både dem og stangen i skålen. Tilsæt de øvrige ingredienser og rør rundt.

Sæt din ualmindelig lækre koldskål i køleskabet og lad den udvikle sin hele sjæl over et par timer.

Rør den op og server med kammerjunkere eller små flydende kugler god vaniljeis.

Ægte koldskål – sommerglæde på basis af mælk.

Nyd din sommer
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Dejlige desserter og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

11 svar til Hjemmelavet koldskål – den allerbedste opskrift

  1. Christina siger:

    Jeg elsker dine opskrifter og de lykkes altid hver gang. Men lige denne opskrift…. Jeg bliver nødt til at være helt sikker på at du ikke har glemt at skrive, at fløden skal piskes til skum først? Er det ikke sådan koldskålen bliver tyk?

    • Lone Landmand siger:

      Fløden skal bare i, som den er 🙂 citronsaft og æggeblommer tykner koldskålen, men den bliver ikke lige så tyk, som de færdiglavede – de er ofte tilsat majsstivelse eller fortykningsmidler

  2. Henrik siger:

    Hej 2L
    Hvorfor ikke bare bruge alm. Øko æg – er de ikke uden salmonella i dag ?

  3. Claus siger:

    Hvor skaffer man rigtig kærnemælk?…….og er det man køber i supermarkedet syrnet skummemælk?

  4. Kasper siger:

    Skal afprøves Tak Lone

  5. Toke siger:

    Hvorfor er den blevet lavet om? Den anden var jo perfekt !

    • Lone Landmand siger:

      Hej Toke

      Tja – de er gode på hver deres måde – lige vellykkede, og derfor må valget mest af alt komme an på hvilke råvarer, man kan skaffe/ligger inde med.

      Forskellen er, at i den gamle opskrift bruges creme fraiche, men så skal der ikke citronsaft i og mængden af kærnemælk er også mindre. Et spørgsmål om sammensætningen af syrlige sager.

      I den nye opskrift er der mere kærnemælk – større portion – og sammen med fløden er det perfekt at tilsætte saften fra citronen.

      Et vanskeligt valg, men også et valg der ikke kan gå galt. Jeg holder af begge udgaver.

  6. Pernille siger:

    Den ligner unægtelig min mormors opskrift.
    Koldskålen som nogen herhjemme elsker og aldrig kan få nok af, og som andre finder alt for fed og nærmest slet ikke kan få ned.
    Godt vi er forskellige 🙂

  7. maj siger:

    Tak for den dejlige opskrift.
    Den vil jeg nyde med familien i ferien som starter i dag :).

  8. Helle Kraag Nielsen siger:

    Lyder himmelsk – husker også barndommens somre, hvor mormor og morfar i Thy lavede tykmælk – ja han var faktisk mejerist – med revet rugbrød og sirup ovenpå.

Der er lukket for kommentarer.