Hjemmelavet nougatis – opskrift

a00012

Fløjlsblød og fuldgod flødeis med knasende karamelstykker – sådan er rigtig nougatis, og den kan faktisk ikke købes, men må laves derhjemme, hvis den skal være uforlignelig.

Ingredienserne er simple, det er håndteringen, der gør det hele.

Til iscremen har du brug for :

½ l piskefløde – fra en ko der snart skal ud på forårsgræs
½ l sødmælk – fra ovenstående der har fået lækkert sommerhø hele vinteren
7 æggeblommer – fra høns der går ude hele året
1 stang vanilje
150 g sukker

Til nougat har du brug for :

250 g mandler
250 g sukker
15 g smør – også fra en ko der får lov til at følge årstiderne
1 spsk citronsaft

Og så har du brug for en ismaskine til den her opskrift – ellers går det altså ikke.

a00014

Lav iscremen først, den har godt af at stå koldt og modne.

Hæld fløde, mælk, halvdelen af sukkeret og den flækkede vaniljestang i en stor tykbundet gryde. Varm blandingen op til den damper og rør af og til undervejs.

Pisk æggeblommerne med den anden halvdel af sukkeret.

Hæld i en tynd stråle og under kraftig piskning den varme mælkeblanding ned i æggeblommerne.

Hæld det hele retur til gryden og varm blandingen op over middel varme, mens du konstant rører rundt.

Hold et termometer i kanten af gryden og tag den straks af varmen, når du har indholdet oppe på 80 °C.

Kommer temperaturen for højt op, skiller cremen. Kommer den ikke højt nok op, får du ikke varmebehandlet din iscreme – og det betyder noget for både isens konsistens og eventuelle bakterier.

Sæt iscremen på køl – gerne et halvt døgn.

a0001

Og så til nougathalløjet.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 180 °C.

Skol mandlerne tre gange og smut dem. Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir og bag dem 5 minutter, så de bliver helt tørre.

Hak dem rimelig fint men ikke til mel i en foodprocessor.

Hæld sukkeret i en tykbundet pande og varm op til det smelter og bruner let uden at branke.

Tilsæt de hakkede mandler, smør og citronsaft og rør blandingen sammen over varmen.

Hvis den samler sig i grove klumper, skal du ikke være ked af det. Der er så mange andre ting af større værdi og væsentlig betydning.

Tag panden af varmen og lad karamelsagerne køle lidt.

Kør dem af to omgange i foodprocessoren, så du får fine små stykker nougat til din is.

Bland nougatstykkerne i din kolde iscreme og kør massen i din ismaskine – måske i to omgange.

a0001

Server evt. den ubegribeligt lækre nougatis i små sprøde krydderskaller og pynt med et karamelgitter. Af en slags.

Lækker lørdag
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Dejlige desserter, Is. Bogmærk permalinket.

4 svar til Hjemmelavet nougatis – opskrift

  1. Riborg Dæhnert siger:

    Her i min høje alder – jeg bliver 73 i juni – er jeg blevet ret så doven 😉

    Og jeg har heller ikke så mange gæstebud som førhen.

    Jeg ‘nøjes’ med at købe Hansens Nougatis. Den er nu ikke ueffen 🙂

  2. Metha siger:

    Hvad sker der, hvis isen bliver sat i fryser, fordi den ikke skal spises straks🌺

  3. riborg dæhnert siger:

    Ærgerligt, jeg ikke har en ismaskine 😦

  4. Helle siger:

    Det er nok til, at få en til at tage i nærmeste butik for at købe fløde, mælk og lign., ser meget lækkert ud.
    Solskin herfra – Helle

Der er lukket for kommentarer.