Svampecreme – suppe af den gode slags – opskrift

a0001

Når noget er godt, er det ofte enkelt.

Denne ret er utrolig enkel – og smager utrolig godt.

Man skal ikke have for meget. Små delikate portioner udgør en glimrende forret, der får dine gæster til at ønske, at du inviterede noget oftere.

a00012

For nogle år siden dukkede endnu en fin svamp op på det danske marked. En portobello!

Næh sikken en fin svamp – meget mere struktur end man ellers er vant til fra de almindelige og de brune champignons.

Skuffelsen skulle lige sætte sig, da det gik op for os, at der under det eksotiske navn gemmer sig en helt almindelig markchampignon, der bare har fået lov at vokse i lidt flere dage. Men det giver faktisk mere smag og langt mere struktur.

a00011

Dem bruger vi til denne suppe, men lur mig om ikke retten bliver fuldstændig mageløs, hvis der bruges hjemmefundne Karl Johan i stedet.

Opskriften er enkel og lige til – som forret til ca. 10 personer har du brug for :

350 g skalotteløg
800 g portobello
2 fed hvidløg
1 dl rom
1 tsk friskkværnet peber
1 liter oksebouillon
½ l piskefløde fra en ko der swinger
125 g smør lavet af mælk fra en go ko – en en ø-ko!

a00014

Snit alle svampene så fint som du magter og gør det samme med skalotteløgene.

a00017

Varm en stor pande godt op, smelt smørret og lad det brune let.

På med svampene og steg ved høj varme.

a00016

Hvis du er heldig, går de ikke i kog men bruner lige så fint.

Skulle pandens indhold gå i kog, så lad vandet koge væk og begynd at brune derefter.

a00018

Når svampene er ved at være gyldne, kan du tilsætte løgene og lade dem brune med.

Og her ligger hele hemmeligheden.

Denne blanding skal syde, boble og brune i lang tid.

Jeg bruger ca. et lille kvarter på at stå og vende rundt i panden.

Intet må selvfølgelig brænde på, men alt skal blive brunt og løgene skal begynde at karamellisere – så kommer den der flotte dybde i cremen.

Skru eventuelt lidt ned for varmen når vandet er væk. Tilsæt friskkværnet peber og de fint hakkede hvidløg.

Så skal der lidt bål i gaden. Skru op igen og tilsæt den gode mørke søde rom når panden er glohed. I samme øjeblik antænder du væsken og flamberer dine svampe (pas på emhætten).

Tilsæt god oksebouillon eller fond – du kan bruge en grøntsagsbouillon til vegetarselskaber – og lad det hele simre ind til cirka det halve. Hæld pandens indhold over i en gryde og giv det en ordentlig omgang med en stavblender.

Tilsæt piskefløde – kaffefløde kan også bruges, BARE IKKE TIL DENNE RET!

Lad hele herligheden stå og simre i fem minutter, så fløden rundes af. Smag til med salt og peber, måske et dristigt lille drys cayennepeber. Er suppen for tynd, kan den reduceres lidt mere.

a000110

Imens du spændt venter på, at svampecremen bliver færdig, kan du passende lave små sprøde rugbrødsskiver.

Bare sådan til at pynte med og så er lidt sprødt til en suppe altid godt.

a000111

Rugbrødet skal have kerner men stadig være skærefast i ultra tynde skiver.

Skær det ud som du ønsker, steg det sprødt i lige dele olie og smør på en pande.

a000114

Læg brødskiverne til afkøling på noget fedtsugende.

Salt dem lidt med fint havsalt.

a000112

Så kan det ikke blive meget bedre. Det skulle da lige være at nyde svampecremen i godt selskab.

Velbekomme.

a00013

Søren Sørøver – der svampebehandler træbenet

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Galleri | Dette indlæg blev udgivet i Stilige startere, Sublime supper. Bogmærk permalinket.

3 svar til Svampecreme – suppe af den gode slags – opskrift

  1. kun et eneste ord der dækker….. uhm….. den skal prøves ved næste gæstebud . 🙂

  2. Ib Krause-Kjær siger:

    Lige en creme efter min smag. Med både smør og fløde. Den skal prøves – jo før jo bedre!

  3. Deborah siger:

    Jeg plejer at lave en opskrift min mor har givet mig, og den er faktisk magen til. Eneste forskel er, at hun brugte sherry – og det smager også godt. Rugbrødsskiverne skal jeg huske, for det ser bare lækkert ud.

    Håber træbenet overlever 😉

Der er lukket for kommentarer.