Nøddekaramel tærte – ikke kun til jul – opskrift

Måske trækker du i disse dage et spor af valnøddeskaller.

Og måske har din trang til at bruge nøddeknækkeren resulteret i en velvoksen bunke kerner.

Hvem ved.

a00012

I dag får du ihvertfald opskriften på en ualmindelig lækker tærte – med sprødt nøddekaramelfyld.

Den er ikke bare god for julesjælen, den er også virkelig hurtigt lavet.

Til dejen har du brug for :

2½ dl mel
5 spsk lyst rørsukker
½ tsk bagepulver
100 g smeltet smør lavet af mælk fra en ko der har noget at lade bjælderne ringe for

Til fyldet har du brug for :

200 g valnøddekerner
200 g mandler
50 g mørkt muscovadosukker
2 spsk vaniljesukker
400 g sødet kondenseret mælk

Det var alt – så går vi i gang.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 175 °C. Smør et stort tærtefad grundigt.

Bland mel, sukker og bagepulver. Tilsæt smeltet smør og rør bare akkurat dejen sammen med en ske. Hæld den ud i tærtefadet og tryk først dejen op langs kanten og dernæst resten ud i bunden.

Klap dig selv på skulderen og tænk – åh hvor er det nemt.

Hak valnødder og mandler grundigt – ikke til mel men bare grundigt. Hæld stykkerne i en pande, tilsæt muscovadosukker, vaniljesukker og kondenseret mælk. Varm op under omrøring, lad sukkeret smelte og blandingen blive blød og medgørlig.

Hvem vil ikke gerne være blød og medgørlig.

Hæld nøddemassen i tærtefadet og sæt det hele i ovnen. Bag kagen 30 minutter eller til den er gylden og knasende sprød.

a00013

Server din nøddekarameltærte med virkelig god is – den fortjener det.

Og det gør du også
Lone

a00015

P.S. passende fotos følger, når morgenlyset giver lov

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Julemad, Kodyle kager. Bogmærk permalinket.

4 svar til Nøddekaramel tærte – ikke kun til jul – opskrift

  1. Hege fra Norge. siger:

    God jul til alle dere på gården!
    Det er alltid så hyggelig å lese din blogg.

  2. Eva siger:

    Endnu et behov er opstået – nøddekaramel tærte –
    den må prøves…..efter jul. 🙂

  3. Ole Kramer siger:

    Mange tak,den ser i al sin lækkerhed ud til at kunne modstå sne og slud.

    Tak og glædelig jul

    Ole

  4. Mariette Knak-Nielsen siger:

    Sendt fra min iPad

    Den 23/12/2012 kl. 07.35 skrev Beretninger fra et autentisk landbrug :

    > >

Der er lukket for kommentarer.