Liselottes vaniljegifler – langt om længe opskrift

a000110

En gang i tidernes morgen – tror jeg, det var – skrev Liselotte en besked.

Den kommer her, og selv om det var et internt skrift, er en gengivelse nok i orden.

Håber jeg.

Den afslører ikke meget andet end en vis dragen mod gode kager.

Når alt kommer til alt.

“Kære Lone,

Er det mon tilladt i bedste Giro 413-stil at komme med et ønske på en kreation?

Svenske Pågen – dem der laver kanelgifler – laver også en giffelvariant med vanilje. Det bedste der er at sige om den er, at den har en snert af noget velsmagende med den der vaniljecreme. Men kun en snert, for når man tager læsebrillen på og kigger på ingredienslisten, får man en halvskidt smag i munden, og man har næsten ikke fingre nok til at tælle de mange E-numre.

Når trangen så atter melder sig, og man atter står og kigger slukøret på de mange E-numre, tænker man:
”Den ged må Lone da kunne barbere!”

Så … kunne du ikke have lyst til at udvikle en opskrift på lækre vaniljegifler?”

a0001

Nu er man jo altid klar til at barbere en ged.

Sådan da.

Endelig er de her – vaniljegiflerne.

Og du skal selvfølgelig også have opskriften.

a00011

Til dejen har du brug for :

½ l mælk fra en frostsikker ko
20 g gær
100 g tørmælkspulver
50 g kartoffelmel
100 g rørsukker
1 spsk kardemomme
1 spsk vaniljesukker
1½ tsk groft salt
900 g hvedemel
200 g smør skåret i tern

Til remonce har du brug for :

150 g smør
150 g flormelis
2 spsk vaniljesukker
1 spsk vaniljeekstrakt
1 spsk mel

samt til pensling – 1 æg fra en høne med sne i fjerdragten

Det var alt – så går vi i gang.

a00012

Udrør gær i kold mælk, hvis du vil hæve dejen langsomt natten over i et køligt rum.

Udrør gær i håndvarm mælk, hvis du vil gøre dig håb om at bage vaniljegifler efter nogle timer.

Giflerne kommer til at smage af mere ved langtidshævning – som med så meget andet gærbrød – men nogle gange har man bare ikke en evighed foran sig.

Du bestemmer. Jo.

Tilsæt tørmælk, rørsukker, kartoffelmel, kardemomme, vaniljesukker, salt og mel, og ælt dejen jævn – nemmest i en køkkenmaskine men stærke hænder kan også gøre det.

Ælt smør ind i dejen, og ælt videre mindst 10 minutter.

Sæt dejen til hævning – koldt eller lunt – afhængigt af din tidshorisont i bageland.

a00014

Rør alle ingredienser til remonce sammen – lidt tørt i starten men bliv ved, og du bliver belønnet med et klistret fyld.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 200 °C. Beklæd dine bageplader med bagepapir.

Del dejen i to portioner, når den er hævet til dobbelt størrelse.

Rul første portion tyndt ud på et meldrysset bord.

Sigt efter at lave en rektangulær plade på ca. 30 * 50 cm. Del pladen på langs.

Fordel halvdelen af din vaniljeremonce på dejen og rul hvert aflange stykke på den lange led.

Skær på tværs så du får dejstykker á ca. 3 cm. bredde.

Tryk hver giffel lidt sammen, så den ikke drømmer om at gifle sig op under bagningen, og læg den på en bageplade.

Gentag med den anden halvdel af dejen og remoncen.

a00015

Pensl alle de små kager med sammenpisket æg, og bag hver plade 12 – 14 minutter afhængigt af din ovn.

Bag uden varmluft, én plade af gangen til hele hytten dufter af vanilje.

Skulle der flyde lidt vaniljefyld ud under bagningen, skal du ikke være ked af det. Sådan er giffelverdenen bare.

Flyt de nybagte vaniljegifler over på en rist til afkøling, men giv dig selv den glæde at spise dem lune.

Kan du ikke spise alle på én gang, fryser du bare giflerne i mindre portioner.

Tø dem op en dag du trænger og lun dem 5 minutter ved 200 °C.

a000112

Blød kage med sprøde kanter og en ualmindelig hyggelig vaniljesjæl

Ny ged
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Kodyle kager, Med gær. Bogmærk permalinket.

8 svar til Liselottes vaniljegifler – langt om længe opskrift

  1. Birgit siger:

    De skal prøves – men – hvorfor tørmælkspulver kan der ikke bruges alm mælk og i bekræftende fald hvor meget og så må der også blive noget med den anvendte vædske. Hvor kan der købes tørmælkspulver hvis det ikke kan erstattes ??

    • lonelandmand siger:

      Hej Birgit

      Der skal både bruges mælk og mælkepulver. Mælkepulveret bidrager først og fremmest med ekstra protein, der giver dejen en anden struktur, end hvis du bruger mel alene.

      Det ville blive en våd omgang, hvis man skulle hælde mælk i, svarende til det mælkepulveret giver. De 100 g mælkepulver er nogenlunde tørstoffet i 1 liter mælk.
      Du finder tørmælk i større supermarkeder, helsekostbutikker, Bazar vest og hos en hel del mindre indvandrerkøbmænd.

      Mange hilsner fra
      Lone

  2. KagerErGodt siger:

    Åh , med billeder – så en nybegynder også har en chance – skønnno !

  3. MotherOwl siger:

    Kære Lotte Landmand.
    Hvorfor ser dine kager bare så totalt fristende ud, at jeg må bage dem. Dine Kanelkrøller er vanedannende 😉 Og jeg er sikker på at hvis (når!) jeg bager disse vaniljegifler vil de også blive føjet til listen over bagværk, ungerne plager mig om at bage.

  4. Anne siger:

    Åh – jeg er også forfalden til vanillegifler, så de skal prøves. Og jeg er sikker på at de også virker med kanel til mine unger. Tak fordi du barberede den ged 🙂

  5. Trine siger:

    Mmm… Må si meg enig med Davids engle der – de ser godt nok lekre ut!

  6. Pingback: Zulpa » Beretninger fra et autentisk landbrug: Liselottes vaniljegifler ? langt om længe opskrift

  7. Davids engle siger:

    Ser saftsuseme lækkert ud. Et godt lille indslag på morgenbordet; måske til juleferien!

Der er lukket for kommentarer.