Ovnbagt jordskokkesuppe – opskrift fra Søren Sørøver

Er det bare mig, eller er det ved at blive suppetid ?

Hundehamrende koldt, blæst, rusk og regnvejr ?

Der er da gode dage ind i mellem – jo bevares.

Smukke dage med klart vejr, højt til himlen og alt det der.

Desværre er der på de samme dage så meget is på verandaen, at ingen tør vove sig der ud.

Kunne man så ikke fristes til at blive inden døre og lave en balje himmelsk suppe ?

Og hvorfor ikke en ny jordskokkesuppe ?

Du skal bruge:

2,5 kg jordskokker – rost grundigt under opvæksten
4 vrantne løg – sure kan gøre det
2 spsk olivenolie
¾ l piskefløde fra en græskendt ko
1 knivspids cayennepeber
2 liter vand og 3 grøntsagstern eller hjemmekogt fond
1 porre – den hvide bund
½ tsk groft salt og friskkværnet peber

Giv jordskokkerne en grundig tur i boblebadet – lad skrællen være intakt – læg dem i en bradepande foret med bagepapir.
Skræl løgene, del dem i kvarter og bland dem med jordskokker, olivenolie, salt og peber.
Sæt bradepanden i ovnen ved 200 °C.
Efter en halv time i krematoriet trænger baduljen til lidt lindring, og kan man komme i tanke om noget bedre, end at blive søsat i en gryde med bouillon og piskefløde ?

Snit porren og tilsæt den sammen med en snert cayennepeber.
Lad det hele simre et kvarter inden den skæbnesvangre tur med stavblenderen forvandler det hele til en dejlig cremet suppe – lige klar til at smage til med salt og peber.

Fyld i suppen. Normalt ville jeg jo have sprødstegt en hel helleflynder til sådan en suppe, men med overhængende skørbugsrisiko in mente valgte jeg at fortsætte med de irriterende sunde rodfrugter.

Du har brug for :

1 porre top – det må gerne være fra samme som ovenstående
1 kg rodfrugter – f.eks. selleri og gule beder
2 spsk olie
1 spsk honning
cayennepeber – så meget som du tør
½ tsk groft salt og peber

Porretoppen er kun til at toppe af med, som navnet jo indikerer. Snit toppen fint på skrå, sæt en lille kasserolle over med vand og 1 tsk salt. Når det koger dumpes porretoppestykkerne i og efter hele 20 sekunder flås de op uden tøven og omplaceres til et bad med iskoldt vand.

Ihh hvor bliver de flotte grønne. Tag dem op og læg dem til side.. omgående!

Så skal de sunde rodfrugter have tur.

Af med skrællen og i så små tern at sablen får krampe.
Banditterne skal ristes – ikke i deres egen fedt for det er der ikke meget af – men i lidt god olie.
Når den uforlignelige tilstand ”al dente” indtræffer, skal der honning og cayennepeber i panden.
Lidt cayenne hvis det er til kvinder, børn og landkrabber, og et godt skud hvis søens folk er til middag.
Smag til med salt og peber.

Suppen serveres med en god skefuld rodfrugt halløj og den urimeligt grønne og smagfulde porre på toppen.

Søren Sørøver – mytterigourmet er for bonderøve !

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Geniale grøntsager, Manerlig middag, Sublime supper. Bogmærk permalinket.

5 svar til Ovnbagt jordskokkesuppe – opskrift fra Søren Sørøver

  1. Pingback: Jordskokkesuppe | Kaerligheds maaltidet

  2. Pingback: Jordskoksuppe med frisk tomat/chili topping «

  3. Jørn Th Simonsen siger:

    Fed opskrift og hylende grinagtigt skrevet…respekt SØREN SØRØVER,mere af den slags.

  4. Enig med Lone G. Den skal ikke have for lidt. Sørøvere skal vogte sig for at behandle landkvinder som tøsebørn – de har muller og hård hud på spiserøret. God ide det der med at bage grøntsagerne først – det gjorde du også med peberfrugtsuppen, der – i en lidt tyndere udgave – er blevet en klassiker i Skivholme. (Langt fra søen i hovedlandets bakker.)

  5. Lone G siger:

    Skib ohøj….glæder mig til at komme hjem og lave denne suppe !! Og selvom jeg tilhører “søens kvindfolk”, så skal der – splitte mine bramsejl – godt med cayennepeber i 😉

Der er lukket for kommentarer.