Når himlen er på jorden

Bertha har holdt weekend.

En velfortjent pause.

Der har været andet end søarbejde på programmet.

Og man kan ikke altid hænge ud med sin gravko.

Jo da – tænker du måske – enhver ved, hvor vanskeligt det er at undvære apparatet.

Så har du ret.

Selvfølgelig har du det.

Som sædvanligt.

Bertha har heller ikke været alene.

Kun ubeskæftiget.

For man kan nærmest ikke være alene i området ved snart-søen.

Der er et mylder af spor – fra rådyr, fasaner, gæs, ræv og grævling.

Plus de løse.

Vores spor.

Selvom der ikke graves, kan der godt væres.

En hel del.

Det er altid spændende at komme ned og se, hvor vandet pibler frem, hvor det stiger, og hvor det løber væk.

Drømme om den store spejlblanke overflade der kommer en dag.

Så man kan kigge ned og alligevel se op.

Det gør verden større
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen, Sådan laver man en sø. Bogmærk permalinket.

2 svar til Når himlen er på jorden

  1. BenteOO siger:

    det gleder meg å se sjøen vokse

  2. Eva siger:

    Skønne stemningsfulde billeder, især det sidste.
    Nogengange er jeg lidt i tvivl, om hvad der er det bedste.
    Billederne eller den ledsagende tekst, det gælder også dennegang 🙂

Der er lukket for kommentarer.