De skal bare have noget røg

I mine unge dage havde jeg brogede bekendtskaber, der var af den overbevisning, at man kunne ryge alt.

Jeg var ikke enig.

Nu er jeg blevet ældre, mere erfaren og min horisont er udvidet. Jeg mener stadig ikke, man kan ryge alt, men røge det meste – det kan man !

Vi røger for det meste i weberen. Den står der klar til brug, og drejer det sig om varmrøgning, så virker den faktisk meget overbevisende.

Laks røger vi meget, men al fisk er godt røget.

Det er nemmest, hvis der er skind på, men jeg havde været heldig at fange en hellefisk den anden dag, eller nærmere en hellefiskfilet. Og ja – det var hos fiskehandleren. Den skulle selvfølgelig prydes med røgsignaler, men den havde af indlysende grunde ingen skind… det sølle skind.

Den fik salt og peber, og for at undgå at den ville sidde uhjælpeligt fast i grillristen, lagde jeg den oven på en god håndfuld estragonkviste og wupti – en letrøget fin smørblød fisk med sart anissmag og aroma fra estragon.

Måske er det vejen frem ?

Jeg har under alle omstændigheder tænkt mig, at lægge fisk på hvad som helst for at udforske smagen. Måske du skulle prøve det også ?

Men vi kan ikke få nok røg, så derfor pusler jeg med at bygge en ny koldrøgeovn – af gamle materialer.

Med en gammel vintønde som røgkammer og en meget lille brændeovn som fyrsted.

Sidstnævnte har jeg ikke og kan ikke finde, derfor spøger jeg forsigtigt dig, om du har én, eller om du kender én, der kunne have sådan en lille fyr stående, de vil af med til Brandbygegaard ?

Se et eksempel på linket HER.

Der er selvfølgelig en ting, til den der kan lede mig på sporet af sådan en fætter. Skal vi sige en flaske af Danmarks bedste æbleakvavit ?

Søren Sørøver – der overvejer at røge med smuld af træben

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Manerlig middag. Bogmærk permalinket.

5 svar til De skal bare have noget røg

  1. Pingback: De skal bare have noget røg! « Hvor finder du ørreden på kysten?

  2. easytrouts siger:

    Fint indlæg der sætter tankerne i gang:-).

    Er man til røget fisk vil jeg anbefale at den nye program Storrygeren på DR2 Søndag.
    Fiskeri, madlavning, natur, hygge
    Beskrivelse
    I otte programmer drager lystfisker, Gordon P. Henriksen, og kok, Jan Gildam, ud i den danske natur for at prøve lykken i søer, vandløb og åbent hav i jagten på otte forskellige fiskearter. De skal efterfølgende ryges i alverdens kreative rygeovne. Lige fra kageforme, papkasser og kloakrør til kuglegrill og grillstartere. Den står bl.a. på trollingfiskeri efter laks, geddefiskeri i Gordons båd og kystfiskeri efter hornfisk. Med sig har de masser af toptjekket fiskegrej og en kuffert fuld af kulinariske oplevelser. Og selvfølgelig bunker af røg!

    Programmet sendes hver søndag kl. 20.00 på DR2 og har premiere d. 8. juli.

    http://www.facebook.com/#!/Storrygeren/info

  3. Anette siger:

    Uhmm – ja enig det ser rigtig lækkert ud!
    Jeg tænker lidt på brændeovn til båd – de må der være små. Tjek evt. dette link http://www.sejlerland.dk/tips-og-tricks/produkter/revolutionerende-braendeovn-til-baad-kolonihave-eller-sommerhus/. Søren Sørøver må da kende en gammel søulk, der kan skaffe ham en brugt billigt 🙂 God fornøjelse med projektet!
    Mh Anette

  4. Karina Hartmann siger:

    Uhmm… mine tænder løber i vand bare ved at kigge på de lækre billeder. 🙂
    Jeg har selv en lille bitte mexicansk ovn på ca. kun 35 cm – vi kalder den fodvarmeren. Desværre ved jeg ikke, hvor den er købt. Men jeg fandt et link til en ovn på 54 cm. Måske den kan bruges?
    http://www.udepejse.dk/pejse/mexico-ovn-bilbao.htm

  5. Axel From L siger:

    Tak for linket, det var dog en sjov ovn – desværre kan jeg ikke hjælpe for nuværende .. ..

Der er lukket for kommentarer.