After eight kage – eller døgnkage – opskrift

Dagens opskrift kan give en noget populær kage.

En crowdpleaser – eller menneskemængde tilfredsstiller blandt venner.

Og i stedet for at at skrive opskriften på papirservietter, dørstolper, spædbørn, parketgulve, støvede bagruder og elefantlår kommer den her på kanalen til bredspredning.

Kagen afviger lidt fra køkkendogmet, og det er jo altid rart, når noget ikke holdes i hævd.

Den er resultatet af en almindelig arbejdsdag på landet – en midt i hønsefodring-brødbagning-søgravning-pludselig-siger-SørenSørøver-at-han-skal-have-kage-med-til-generalforsamling-om-halvanden-time-dag.

Og så er det, man kan bage den her kage på et splitsekund.

Til dejen har du brug for :

250 g smør lavet af mælk fra en forårskåd ko
300 g sukker
4 store æg fra en høne der suger solstråler
200 g mel
2 tsk vanillesukker
1 tsk bagepulver
2 dl hakkede mandler

Til toppen har du brug for :

400 g flormelis
200 g after eight chokolade..
1 dl mælk fra ovenstående ko

Det var alt – så går vi i gang.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 200 gr. C. Beklæd ovnens bradepande med bagepapir.

Pisk smør og sukker til det er lyst og luftigt. Pisk æg i blandingen. Pisk pisk pisk – længe og grundigt.

Bland mel, vanillesukker, bagepulver og mandler – vend det i sukkerblandingen og rør dejen sammen kortvarigt.

Hæld dejen i bradepanden og bag kagen 12 minutter.

Hæld mælk og after eight i en lille gryde og smelt det hele sammen over lav varme.

Pisk flormelis i og lad glasuren sætte sig lidt.

Fordel den over den endnu lune kage og sæt hele herligheden køligt.

Skær kagen ud i passende firkanter og server den døgnet rundt.

Blød bund med mandelstykker sammen med fin pebermyntechokoladesmag.

Bag den, gør nogen glade – igen og igen.

Smukhed i din dag
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen, Kodyle kager, Med chokolade. Bogmærk permalinket.

8 svar til After eight kage – eller døgnkage – opskrift

  1. Chellie siger:

    Super lækker kage, men meldingen fra husets residerende mandfolk og hans to mandlige gæster er, at glasuren er lidt for dominerende, og at det næsten er synd for kagen. Men, rigtig lækker kage-opskrift, som helt klart kommer til at danne grundlag for mange fremtidige eksperimenter 🙂

  2. Sara siger:

    Har min i ovnen nu, men den skal godt nok ha’ mere end de 12 min…

  3. Lise siger:

    denne glasur er GENIAL! wauw. vi er godt på vej til type 2 diabetes herhjemme 🙂

  4. lonelandmand siger:

    Hej Eva

    Ja – det er rigtigt – en tynd bund bliver det, og derfor er bagetiden så kort 🙂

  5. Eva Hansen siger:

    Hej Lone
    Hvor stor er din bradepande? Jeg går ud fra, at den er normal ovnstørrelse (35 x 42 cm), og at det er derfor den kun skal bage 12 minutter.

  6. Hanne siger:

    Tak – jeg er på vej i køkkenet 🙂

  7. lonelandmand siger:

    Næh – 12 minutter er alt.. og ja – mandler med skal 🙂

  8. Skal den godt nok ikke bage længere end 12 minutter?
    Mandlerne skal ikke afskalles…vel 😉 (Hader at afskalle mandler)

    Jeg skal bare SÅ meget ha’ fat i After Eigth’ere lige om lidt.

Der er lukket for kommentarer.