Grøn væg

I går – søndag – blev denne verden beriget med ettusindeogtrehundrede træer og buske, der fandt hjem.

Til deres blivende sted.

Med hjælp fra én familie og én ven blev hele molevitten plantet på én dag.

Og det var hurtigere, end jeg havde troet muligt.

Antallet af træer dækker omtrent 1/3 hektar eller godt 3000 kvadratmeter.

Det er jo en lille skov – tænker du måske.

Og så har du ret.

Selvfølgelig har du det.

Men det kommer ikke til at se ud som en lille skov, for træerne er plantet i et bælte på 10 meters bredde over godt 300 meter.

Hvorfor dog lave så langt et stykke – tænker du sikkert – når man kan gå kortere.

Det er fordi – kan jeg svare – at vildthegnet skal dække for udsynet fra gården.

Mod syd.

Ikke fordi udsigten ikke altid har været smuk. Uendelig. Harmonisk og dejlig.

Men fordi den ikke bliver ved at være det.

Nogen er gået i gang med at bygge til flere grise.

Hus, skorstene, fodersiloer, gylletanke og den slags.

Ufatteligt mange grise.

På et areal noget mindre end det gårsdagens træer og buske har fået.

Der er kaprifolie, hasselnød, ægte kastanje, sitkagran, kornel, sortbær, fjeldribs, benved, valnød, bøg, lind, skovæbler, fuglekirsebær, mirabeller, løn, hvidtjørn, og den slags du ved.

Vi mangler stadig at plante 400 popler – de kommer i løbet af nogle dage.

På vej mod en ny udsigt
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Dyrkning af .., Hverdagen. Bogmærk permalinket.

8 svar til Grøn væg

  1. Pingback: Forårstravlt | Beretninger fra et autentisk landbrug

  2. Pingback: Der er nu 15 dage, til æbleplantagen skal stå færdig | Beretninger fra et autentisk landbrug

  3. Pingback: Hilsen fra søens folk | Beretninger fra et autentisk landbrug

  4. Pingback: Fantastisk | Beretninger fra et autentisk landbrug

  5. riborg dæhnert siger:

    Ja, sådan er livet på landet desværre OGSÅ.

  6. Det er en stor opgave, I har fået ud af naboens tiltag. Må det lykkes jer at ændre udsigten på rekord tid. Den lille og gamle Amstrup landsby ændrer snart karakter ………

  7. Frøken Tina siger:

    Hvor dejligt at plante så mange træer! Men årsagen er jo lidt træls – altså at være næsten tvunget til det! Sådan er det at bo med naboer – nogle gange gør de noget som (forhåbentlig) er godt for dem, men træls for en selv. I grunden dejligt at vi ingen naboer har 🙂

    Bliver spændende at se hvor hurtigt træerne får fat. I er ikke nervøse for om kaprifolie og benved for alt for godt fat før resten når at vokse til?? Ikke at jeg ved det, var bare min første tanke.

    Det lyder som om der er gode ting til fugle og mennesker i hegnet om nogle år!

  8. Grøn væg og ren samvittighed.

    Lad os håbe at væggen også skærmer mod den værste lugt og mod det grønne skær der kommer på alt i nærheden af store grisebesætninger.

    Gad vide hvad der ville ske hvis grisene hos naboen hører rygter om søstre og brødre der bliver fodret med kage og andre godter hos jer?

    Tillykke med væggen. Må den vokse til rekordfart.

Der er lukket for kommentarer.