Hjemmelavede fastelavnsboller med æblefyld og god karma – opskrift

Hvorfor kan man ikke få hjemmebagte fastelavnsboller – spurgte Søren Sørøver – uden stiv creme og gærsmag.

Det kan man da også – svarede jeg – selvfølgelig kan man det.

Hvis man kan vente, til tiden er inde.

Og det var den i går.

Eller – man tog sig tid i går.

For tid er hverken inde eller ude.

I dag skal du selvfølgelig have opskriften.

På lækre fastelavnsboller med dejligt æblefyld.

Til dejen har du brug for :

2 dl sødmælk
20 g gær
2 store æg
200 g sukker
250 g smør
750 g mel

Til fyldet har du brug for :

4 store Jonagored æbler
200 g sukker
1 vanillestang

Samt æg til pensling og perlesukker til drys.

Det var alt – så går vi i gang.

Smelt dit smør og lun din mælk til knap fingervarm.

Rør gær ud i mælken, tilsæt æg, sukker og mel og håndælt dejen til den bliver jævn. Tilsæt det smeltede smør og ælt dejen ensartet igen.

Og ja – det er fedtet, og ja – det ser lidt umuligt ud i starten. Men bliv tålmodigt ved og pludselig står du med en lækker blød dej. Fald ikke for fristelsen med mere mel – så bliver din dej for tør.

Lad dejen stå et lunt sted mens du laver æblefyld.

Skræl æblerne og fjern kernehus.

Skær æblerne i fine tern og læg dem i en gryde med sukker samt den flækkede vanillestang.

Ikke noget vand.

Vand er det, æbletræerne bruger for at lave æbler.

Varm grydens indhold langsomt op, så saften trækker ud af æblerne. Kog ca. 10 minutter til dine æblestykker er møre og mos dem. Kog lidt videre på æblemosen så den bliver forholdsvis fast.

Smør to bageplader grundigt og forvarm din ovn til 200 °C. Eller læg bagepapir på pladerne hvis du har husket at købe det.

Del dejen i 16 stykker, rul hvert stykke til en kugle, pres kuglen ud i din håndflade og læg en god stor spiseskefuld æblefyld midt på.

Man skal ikke være fedtet med fyldet i tilværelsen, men man skal kunne nå sammen om det.

Træk forsigtigt siderne ind mod midten og luk dejen omhyggeligt over fyldet.

Vend bollen med samlingen nedad, når du dumper den på bagepladen. Læg 8 boller på hver plade, giv dem en gang sammenpisket æg og drys rundhåndet med perlesukker.

Bag dine fastelavnsboller 18 – 20 minutter afhængigt af din ovn. Uden varmluft – altid uden.

Lad dem køle lidt på en rist mens du glæder dig.

Til lækre bløde boller med dejligt æblefyld og sprød knasende overflade.

Går også glimrende an resten af året
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Kodyle kager, Med æbler, Med gær og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

17 svar til Hjemmelavede fastelavnsboller med æblefyld og god karma – opskrift

  1. lars siger:

    endnu en god opskrift fra dig. Dejligt sørøveren trængte til fastelavnsboller. Lavede nogle i eftermiddag, og nød et par stykker med kæresten ude mit i skoven i det dejlige vejr senere på eftermiddagen

  2. Mai siger:

    Uh, nu er jeg jo ganske i tvivl om, hvilken opskrift jeg skal kaste mig ud i i morgen. Når jeg nu har lovet søde mor det. Måske må det blive dem både din og en anden cremet 🙂

  3. Anette siger:

    Åhhh hvor kunne jeg godt tænke mig de fastelavnsboller! De ser så skønne og fristende ud – i mit næste liv skal Lone Landmand og jeg bo rigtig tæt på hinanden og rende ud og ind af hinandens døre … hvis altså mit karma rækker så langt 🙂
    Dejlig weekend til alle – jeg har i øvrigt fået hjemmebagte kanelsnegle i dag(ikke hjemmebagt af mig, men af en sød medarbejder) så heldig har jeg været.
    Kh. Anette

  4. Riborg Dæhnert siger:

    Mmm. Den opskrift ser sørens (!) god ud! Men hvorfor lige Jonagored? Bruger som regel Cox Orange (hvis de er til at få fat i) eller Ingrid Marie.

    Men bortset fra det synes jeg nu ikke “mine” fastelavnsboller smager af gær eller har stiv creme!

  5. Tror sørme der skal bages i dag. Jeg må på indkøb. Går det an i en gammel spansk gasovn?

  6. Conny siger:

    Her er kringle på vej efter den opskrift, og der sniger sig også en god klump marcipan med. Fastelavnsbollerne bliver a la vandbakkelse med lækkert fyld i år.
    Jeg har læst dine anti-varmluft-bemærkninger flere gange og har testet – jeg kan godt se forskel på f.eks. formkager, som hæver mere jævnt ved traditionel varme, men ved gærbrød kan jeg hverken smage eller se forskel – måske er det min ovn, der er mærkelig 🙂

  7. Øh..ja Lone, hvorfor ikke varmluft ? Der må bages boller denne weekend. God en af den til jer.

    • lonelandmand siger:

      Hvis man skal tæske vand ud af en bradepande med kartoffelstykker eller rodfrugter, er varmluft alletiders. Men hvis man bager kage eller brød, ønsker man oftest at undgå udtørring. Blæsten – derinde i ovnen – kan i værste fald få bagværket til at hæve for lidt. Derfor 🙂

      Rigtig god weekend til dig

  8. Lene siger:

    Jeg elsker fastelavnsboller med creme, af den hjemmelavede slags 😉 men dejligt med en ny variant, tak :-). Og jeg bruger altid varmluft, hvorfor fraråder du det?

    • lonelandmand siger:

      Hvis man har en professionel Bagermester Harepus ovn – med fugtstyring og kontrolleret luftcirkulation – så er varmluft velfungerende, når der er brug for at bage meget i flere lag.

      Hvis man har en almindelig husholdningsovn, er der mere tale om en blæserfunktion, der kan holde varmen fordelt i ovnrummet, og sætte pandehåret når man åbner lågen. Nogle ovne er bedre end andre, men under alle omstændigheder udtørrer blæsten ovnens indhold. Til grøntsager kan det være ønskeligt, til bagværk er det ærgeligt 🙂

      Dejlig lørdag

  9. Søren Sørøver er altså bare en klog mand – de ser sørme gode ud. Tak for anderledes fastelavnsbolle

  10. trinemia siger:

    Søren Sørøver har ret- verden er fyldt af tørre fastelavnsboller med gærsmag og sørgelig creme- vil kaste mig over denne opskrift, måske endda med æblets gode ven, marcipanen. KH

  11. Pingback: Hjemmelavede fastelavnsboller med æblefyld og god karma – opskrift | BRANDBYGEGAARD

Der er lukket for kommentarer.