Livets vand

I Frankrig kaldes det for Eau de vie.

Solen begynder efterhånden at hænge så højt på himlen, at de smukke hvide og lyserøde æbleblomster lukker sig op, og lader små travle insekter flytte livgivende pollen rundt mellem de mange tusinde blomster.

Under de rigtige forhold vil pollen bestøve, og kimen er lagt til en fantastisk forvandling – en udvikling fra ubetydelig til stor, sprød og saftig.

Det første plukker man altid for tidligt.

Alt for tidligt – man kan ikke vente – og ingen bebrejder en.

For det tager tid.

Solen og varmen skal gøre arbejdet færdigt.

Træet skal have lov til at fylde hver lille celle i frugten med saft og kraft – lige til bristepunktet.

Det er da, man skal slå til.

Høste træets og naturens arbejde. Plyndre træet!

Bagefter mases al den dejlige saft ud af æblemosen.

De gode sager tilsættes lidt gær, og får lov at stå og blive til den dejligste vin – gårdens cider er ved at være færdig.

Den er tør og sprød, så det knaser.

Intet sukker tilbage.

Hvis den hældes på flaske tilsat lidt sukker dannes de dejligste bobler….. men livet er jo mere end bobler.

Langt nede i den sydlige del af Fyns land står en dygtig håndværker ved sit håndsmedede kobberbrænderi.

Her bliver de overflødige kilo smidt.

Der bliver skåret ind til benet. Kun det bedste er tilbage.

Solen – varmen – blomsten – insektet – bestøvningen – forvandlingen – udviklingen – saften – kraften – gæringen – brændingen – smagen.

Brændevin virker bare ikke som det rigtige ord for dette.

Livets vand dækker det bedre – meget bedre.

Vi kalder det for gårdens æbleakvavit – lavet af os med kærlighed.

Det siger det hele !

Søren Sørøver – der flyder på livets vand

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

9 svar til Livets vand

  1. Pingback: De skal bare have noget røg | Beretninger fra et autentisk landbrug

  2. I er bare fantastiske – Kan man få navn og adresse på denne “kobbermand” på Fyn ?
    God weekend
    Sylvester

  3. SoMo-Art siger:

    Super billeder – hyggelig sider i har her.

  4. Estermarie siger:

    Den gad jeg godt smage……

  5. Conny siger:

    Kan man købe cider på Brandbygegård? Og Æbleakvavit? Er den mon i familie med calvados, som smager bedst i Frankrig, men bestemt også kan drikkes herhjemme.

  6. birthemor siger:

    det lyder skønt – tak for det lone.

  7. Lone P. siger:

    Lyder som det rene yberguf-
    I´m forever blowing bubless 😉

  8. Fantastiske fotos og hvor lyder det spændende – æbleakvavit. Skål for vores herlige natur!

  9. Pingback: Livets vand | BRANDBYGEGAARD

Der er lukket for kommentarer.