Valnøddesnitter – opskrift

Er der ikke lidt rigeligt med kage – tænker du måske – for tiden.

Jo – må jeg svare – for øjeblikket kører vi den ind med kage.

Derfor skal du i dag have en opskrift på valnøddesnitter – små lækre konfektagtige kagestykker.

I netop din størrelse.

Hvem vil ikke gerne have noget i den størrelse.

Til dejen har du brug for :

150 g smør lavet af mælk fra en ko der sætter spor
250 g mel
75 g flormelis
1 tsk. vanillesukker

Til toppen har du brug for :

2 dl valnøddekerner
150 g hvid chokolade
85 g kokosmel
1 dåse sødet kondenseret mælk – findes i supermarkedernes bageafdelinger

Det var alt – lad os komme i gang.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 200°C.

Find et ovnfast fad ca. 20 * 20 cm og beklæd det med bagepapir.

Ælt mel, smør, flormelis og vanillesukker sammen til det akkurat forenes.

Tryk dejen ud i bunden af fadet.

Grib din chokolade og hak den groft. Som du nu synes.

Hak dine valnøddekerner – ikke til mel – bare pænthakkede.

Bland hvid chokolade, valnødder, kokosmel og kondenseret mælk – fordel massen på dejen.

Sæt fadet i ovnen og bag kagen 25 minutter eller til overfladen er smuk gylden.

Når kagen er kølet helt af, kan du skære den i snitter af passende størrelse.

Du bestemmer, hvad det er.

Sprød valnøddekage med hjertevarmende sjælesukkende fyldighed.

På vej ud for at kigge på grøntsager
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Kodyle kager, Med chokolade, Småkager. Bogmærk permalinket.

12 svar til Valnøddesnitter – opskrift

  1. Kamma siger:

    Dejligt at se, at papirklippet pynter – det gør kalenderen også her ovre på stenbroen 🙂 Kagen lyder himmelsk – den må jeg prøve. Kh. Kamma

  2. Ulla Thing siger:

    tak for kager — og hvem vil ikke gerne have opskrifter med så dejlige billeder på. Tak for det.
    tak for dejlige dage, som deles med mig.
    KH. Ulla

  3. Mikkel siger:

    Arh, det ser nu godt ud. Kunne da være man snart skulle få gang i kagebagningen igen, eller opmuntre den bedre halvdel til at komme i sving ;-). Tak for opskriften!

  4. Anne-Mette siger:

    jamen Lone….rigeligt med kage??!! Hvad er rigeligt? Hvad er nok? Bare kom med dem 🙂

  5. Føj da, hvor lyder det dog dejligt. Altså, som du selv skriver, der er meget kage. Ikke så godt for en, hvis kage balance ofte ryger ud af hak. Jeg må finde en god undskyldning, for at prøve de sidste to af. Jeg mærker allerede afhængigheden snige sig ind på mig.

  6. Heidi siger:

    Hej Lone, når du skriver “en dåse kondenseret mælk”, hvor stor en dåse er det så? Jeg har nemlig forskellige størrelser :o)
    Hilsen Heidi

    • lonelandmand siger:

      Åh – har kun set dem i én størrelse – opskriften er til en dåse med ca. 400 g

      Husk at det skal være sødet kondenseret mælk – dåserne uden sukker giver ikke samme fornemmelse af kage..

      Mange hilsner herfra

  7. Rikke siger:

    Den ser virkelig lækker ud. Tror du det vil virke og udskifte kokosmel med flere valnødder, eller bliver toppingen så for flydende? Kokosmel er bare ikke lige det der hitter hos os.
    Og lad endelig det hele gå i kage. Det er skønt her i Januar hvor alle er så kalorieforskrækkede. Og så elsker jeg kage – hvem gør ikke det?

  8. Birgit siger:

    Sikke en opskrift! – har en anledning 🙂 Dén skal prøves 😉
    Trivelig tirsdag 🙂

  9. MUMS, sådan et stykke kunne jeg godt lige spise 🙂

    KH
    Birthe

  10. Pingback: Valnøddesnitter – opskrift | BRANDBYGEGAARD

Der er lukket for kommentarer.