Ris a la mande med hvid chokoladecreme – opskrift – manges nye yndlings..

Denne weekend er der også lavet en del julefrokostmad.

Igen i utraditionel udgave.

Varmrøget laks på spæde salater med persillepesto og ristede nødder, porchetta med koldsyltet rødkål, mandler og appelsin, marineret fasanbryst med timiantimbale og mandaringlace samt kartoffeltærte og hjemmebagt langtidshævet brød plus godt smør.

Til dessert var der variation af ris a la mande – lavet med hvid chokoladecreme og dertil romsyltede kirsebær.

Som tidligere lovet får du i dag opskriften på ris a la mande med hvid chokoladecreme.

Vanskeligt at gå tilbage til flødeskumsudgaven herefterdags.

Til risengrøden har du brug for :

1½ liter letmælk fra en ko med karma – fordi minimælk giver for lidt fylde og sødmælk for meget
200 g grødris

Det var alt. Intet vand. Overhovedet ikke noget vand i risengrøden.
Vand er det køerne drikker for at kunne lave mælk til risengrød.

Hæld mælken i en god stor gryde og varm op til kogepunktet, mens du rører af og til.
Så kan du hælde risengrynene i mælken og røre roligt, til blandingen kommer i kog igen.
Ikke buldrekoge bare småsimre ganske stille.
Rør af og til og i løbet af en times tid begynder grøden at tage form.
Mod slutningen skal du røre oftere og gradvist skrue endnu mere ned for blusset – ellers sætter det hele sig fast i bunden af gryden.
Tag gryden af varmen når risengrøden har nået en rimelig fast konsistens. Sæt gryden koldt natten over.

Til cremen har du brug for :

½ l fløde
1 vanillestang – kornene skrabet ud
400 g sødet kondenseret mælk
50 g fintrevet hvid chokolade
1½ spsk sukker
2 dl smuttede grofthakkede mandler

Pisk fløden til rimeligt fast flødeskum – men ikke i nærheden af stift stads.
Hæld sødet kondenseret mælk, vanillekornene, sukker og den hvide chokolade i en anden skål. Pisk det grundigt sammen. Vend blandingen i flødeskummet og pisk det hele lidt sammen ved lav hastighed. Det skal ikke være stift – bare en anelse fast, blødt og lækkert.

Hvem vil ikke gerne være en anelse fast, blød og lækker.

Rør risengrøden op, tilsæt de hakkede mandler og hæld den hvide chokoladecreme i gradvist – måske skal du ikke bruge al cremen – måske skal du. Det kommer an på, hvor fast du kogte din risengrød.

Hæld din ris a la mande i en smuk skål – det bliver du glad for.

Lad den stå og trække i køleskabet nogle timer. Det betyder så meget.

Må din søndag være særlig
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Dejlige desserter, Julemad. Bogmærk permalinket.

15 svar til Ris a la mande med hvid chokoladecreme – opskrift – manges nye yndlings..

  1. Verner Baunell siger:

    Hej.
    Jeg dumpede tilfældigt ind på din hjemmeside, som jeg har læst, set og lyttet til med stor glæde og fornøjelse.
    Jeg er en pensionist, som forsøger at lære at lave lidt mad.
    Jeg har derfor også set på dine opskrifter, bl.a. denne som er fra 2011.
    Må jeg være så fri at spørge:
    For en tid siden så jeg en reklame fra Nestle, som indeholder præcist den samme opskrift.
    Har de tyv-stjålet den fra dig, eller kommer den oprindeligt dem dem??
    http://www.nestle.dk/asset-library/documents/santa_recipe.pdf
    Venlig hilsen
    Verner Baunell, Odense

    • Lone Landmand siger:

      Hej Verner

      Tak for din besked. De har fået lov til at bruge opskriften og fotoet herfra, så Nestlé har ikke stjålet noget 🙂

      Rigtig god fornøjelse med madlavningen – den er vigtig!

      Mange hilsner
      fra Lone

  2. Pingback: Juleopskrifter – udvalgte fra café og landkøkken – flere på vej | Beretninger fra et autentisk landbrug

  3. Josefine siger:

    Hej Lone,

    Bliver simpelthen nødt til at rose denne opskrift! Er ikke selv den store risalamande-entusiast (trods en MEGET sød tand), men denne var simpelthen så lækker. Dejligt cremet og let, og meget mere dessertagtig skøn end den vanlige version (som jeg laver med råcreme). Selvom det også lyder lækkert, kommer den bare slet ikke op på siden af denne – nu garanterede klassisker – på vores julemenu. Så mange tak for det :o) Og glædelig bagjul forresten!

    Mange hilsner,
    Josefine

  4. Den hopper jeg på !

  5. Trine siger:

    Hej Lone. Den lyder rigtig god, og jeg har lovet at levere ris á la manden juleaften, så det er jo perfekt! Vil vist lige teste den, når svigermor komme på besøg i morgen aften… Men hvor mange personer er der mon ca til i ovenstående opskrift?
    KH Trine

  6. Riborg Dæhnert siger:

    Kunne godt tænke mig at prøve den af. Men ved bare ikke, hvor jeg får fat i kondenseret mælk? Og jeg er altså ikke særlig vild med hvid chokolade! Men tvivlen skal komme den anklagede til gode:-)

    • lonelandmand siger:

      De fleste større supermarkeder har det – i bageafdelingen

      Glædelig jul Riborg 🙂

      • Trine siger:

        Kondenseret mælk gemmer de altså også nogle gange i køleafdelingen med mælk, ost osv. Det er sådan nogle lyseblå dåser fra Nestlé – i hvert fald dem, jeg plejer at bruge….

  7. NØJ, hvor lyder det lækkert – må absolut afprøves! Helst også INDEN jul 😉

  8. Lars B. siger:

    Uhmm den må prøves (også inden jul) 🙂

  9. Conny siger:

    Jeg tror, det er bedst at afprøve inden juleaften, bare for en sikkerheds skyld 😉 Sådan en kålskål ku’ også nemt blive en yndlingsskål her 🙂

  10. Lone siger:

    Tak for det Lone, den opskrift glæder jeg mig til at prøve og sætte på bordet juleaften! Kh Lone

  11. Pingback: Ris a la mande med hvid chokoladecreme – opskrift – manges nye yndlings.. | BRANDBYGEGAARD

Der er lukket for kommentarer.