Så blev man klogere. Igen.

Jeg tænkte, at man mest af alt har kat for at få fanget pattedyr i gnaverfamilien.

For sådan har det altid været her.

De omstrejfende katte, der har slået sig ned på gården for en kortere eller længere årrække, har haft i jagtinstinkt, hvad de manglede i charme.

Oftest store krasbørstige typer der sneg sig langs udlængerne i de tidlige morgentimer for at undgå dagens udegående hunde.

Gamle hankatte med flossede ører og en ubetalelig gæld af børnepenge til det offentlige.

Sky men nyttige.

Jeg vidste bare ikke bedre.

Vidste ikke man også har kat for at lave øvelsen jeg-kom-ud-af-bryggersdøren-før-du-kom-ind.

Hundrede gange om dagen.

Vidste ikke hvor lang tid det tager at få ryddet katte væk under bilen.

Hver gang man skal køre.

Vidste ikke det ville få mine yndlingsjeans til at revne over knæene.

Og at man aldrig mere kommer afsted uden at have ligget i bedestilling.

Alt for lang tid.

Vidste ikke det ville skræmme gårdhundene at skulle forbi killingerne på trappestenen.

Hundrede gange om dagen.

Vidste ikke kattebørn kunne komme et par meter i vejret og spise en vildand.

Fra en ende af.

Har besluttet at omdøbe dem til dræberkillingerne.

Vidste ikke de ville være så uimodståelige
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

10 svar til Så blev man klogere. Igen.

  1. Piskeriset siger:

    Åhja – lige pludselig er man ikke selv herre i eget hus. Næ, der er flyttet et par pelsklædte eneherskere ind og vender op og ned på ens hverdag! Kender det godt – og nyder det 😉

  2. Margrethe fra Nørrebronx siger:

    Bedestillingen kender enhver katteejer….også dem, der kun har indendørs kræ! Plydsmus og ditto bolde skal hentes ud fra dybet under reoler og senge og denne øvelse får med alderen en karakter at noget hvor ethvert fitnisscenter ville anbefale et snarligt medlemsskab 😉
    Jeres misser er vidunderlige….intet mindre!

  3. Axel From Løvstrøm siger:

    Lone, ærlig talt, dig i bedestilling – den holder ikke ..
    Jeg har haft mange katte her ude hvor kragerne ikke vender .. er spist af andre dyr, 30 millioner dyr dør/ædes af andre dyr i naturen hver år .. men de sødeste katte jeg har haft satte jeg på radiatoren, vel i april, jeg fandt dem pga en klyngen udenfor mit kontor – moderen havde forladt dem, en syv stykker var der vel, hun har vel tænkt- nej fanden heller og jeg havde så fornøjelse af dem indtil sommeren og bilerne gjorde kål på de fleste. – Men den mærkeligste oplevelse jeg har haft i et gennemrent hjem herude, hvor vi er begyndt at pynte til jul er dog: Jeg skulle have morgenmad og rækker ned efter smørekniven .. gg .. og hvem følger med, en bette sort Skovsnegl .. KAN NOGEN GI MIG EN FORNUFTIG FORKLARING ?? – jeg havde haft døren til haven åben et par timer, men alligevel .. ha en go dag, Axel ..

  4. Mette siger:

    Kender det alt for godt…. desuden er de kære kræ slet ikke til at undvære, når man bor på en gård blandt marker og skov. Ungerne elsker dem og jeg elsker dem fordi de er så elskelige – og fordi de holder mus – og det der er værre på afstand.

    Har med stor fornøjelse kigget lidt din side/sider. Vi går og leger lidt med tanken om at få frilandsgrise og lysten er bestemt ikke blevet mindre efter at ha’ set dit video-klip… meget inspirerende.

    Hilsner fra Mettes Have

  5. Conny siger:

    Katte kan alt! Tror, jeg har skrevet det før: De sødeste, kæreste, mest charmerende af alle dine dyr 🙂

  6. Katte ER uimodståelige, i min verden 🙂 Jeg kan sidde og kigge på vores kat og tage mig selv i at sidde og smile – men ok – jeg er nok også lidt skør…..
    Det at hundene er bange for kattene skaber sjove billeder inde i mit hoved, om hvordan det ser ud når de skal passere hinanden.

    Kan nu godt forstå at “dræberkillingerne” vinder hjerter, de ser lækre og søde ud 😀

    KH
    Birthe

  7. Fantastisk at sådan et lille rovdyr kan blive så smuk og uimodståelig. De rører noget i mit hjerte, og jeg kan ikke undvære dem i mit liv.

    Fantastisk god mandag til jer og hele dyrebestanden på gården 😉

  8. Lone Poulsen siger:

    Dygtig lille mis har spist Søren Sørøvers papegøje.
    Høj Hale på en mandag i blæst .
    Lone P.

  9. Pingback: Så blev man klogere. Igen. | BRANDBYGEGAARD

Der er lukket for kommentarer.