Langt oppe bag Norges kyster – af Søren

Nogle gange finder man sig selv bag et filmkamera i midt Norge – en lille dagsrejse hjemmefra. Til historisk laksepremiere i Gaula. Desværre med historisk dårligt fiskeri, og når man er der for at filme laks, og ingen vil lege med, kan en uge godt blive lang.

Iskold vind og regn var der nok af, og nogle gange følte man sig ikke ret velkommen. Men tag ikke fejl – elsker man naturen, elsker den også dig. Kigger man ned, og selv stenene smiler til én, så er man velkommen!

På én af pladserne var man dog ikke helt så velkommen. En måge havde valgt at lægge sin rede på et af fiskestederne.

Men jeg tror, vi endte med at enes. Vi fik lov at være i området og den forbeholdt sig ret til at styrtdykke efter vores hoveder ved enhver lejlighed.

Engang imellem skulle æggene lige tilses og varmes lidt, før de igen skulle forsvares. Det var med en klump i halsen, at jeg morgenen efter en voldsom storm fandt reden blæst i stykker og æggene væk. Jeg tog det muligvis tungere end mågeparret, der allerede var i gang på et nyt og lidt mere beskyttet sted.

Når der ikke sker noget i vandet, giver det tid til at skabe nye venskaber. Denne musvitfamilie, der boede ved en af fiskepladserne, havde trods langt fra anden civilisation fået opført en redekasse af en betænksom sjæl. Fuglene vænnede sig meget hurtig til mig og efter et par besøg var fortroligheden i top.

Der skulle fodres unger og det hele tiden. Med maks to minutters mellemrum dukkede de op med friskfanget mad til de små.

Og der var bestemt tale om en varieret kost.

En lille vipstjert fulgte mig i lang tid, mens jeg kravlede rundt og filmede. Den skulle da også have sine 15 minutes of fame.

Og et naturtalent hersker der vist ingen tvivl om, at den var.

Da istiden formede Gaula, efterlod den en enlig kæmpe, i skikkelse af en elefant der stod og stenede i elven.

Bjarkes norske familie havde det nemmere end de danske medlemmer. Her ses der på den slags med milde øjne, og flere spæder endda til med lidt jord på taget, så den lille birk bedre kan stå i mod.

Bunden og bankerne af elven består af millioner af sten slidt til gennem tusindvis af års strøm og flomme. Det var lige netop her, stenen lå og var ensom.

Her løber alle de små vidunderes hjem stille og fredligt en aften med mildt vejr og lav sol. Det blev ikke meget mørkere om natten end dette.

Efter en kold og barsk uge var tiden inde til at vende næbet hjemad og med et godt afsæt føltes turen ikke lang.

Søren

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

3 svar til Langt oppe bag Norges kyster – af Søren

  1. Anne-Mette siger:

    Både billeder og tekst giver lyst til mere…. eller til selv at være der 🙂

  2. Birgitte Jensen siger:

    Sikke nogen dejlige og flotte billeder. Tak for det.

  3. Pingback: Langt oppe bag Norges kyster – af Søren | BRANDBYGEGAARD

Der er lukket for kommentarer.