Mælkesnitte uden pingvin – opskrift

I går skulle jeg lave regnskab.

Ordne moms.

Betale regninger.

Besvare mails.

Åbne hengemt post.

Og komme ned til skrivebordet.

Så jeg valsede ud i køkkenet for at bage kage.

Standhaftig er mit efternavn.

I dag skal du selvfølgelig have opskriften.

På en mælkesnitte i personlig størrelse.

Du bestemmer, hvad det er.

Til dejen har du brug for :

250 g smør
400 g mel
100 g flormelis
1 tsk. vanillesukker

Ovenpå skal du fordele :

100 g valnøddekerner
200 g chokolade med 45 % kakao
2 dåser sødet kondenseret mælk – de fås for 10 – 15 kr. stykket i asiatiske butikker – og for urimeligt meget mere i supermarkeder.

Det var alt – lad os komme i gang.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 175 gr. C.

Find et ovnfast fad ca. 20 * 30 cm og beklæd det med bagepapir.

Hvorfor beklæde med bagepapir – tænker du måske – spare opvask ?

Ikke kun det – kan jeg svare – også for at man snildt kan løfte hele kagen ud af formen og skære den uden at skære i formens slip-let-belægning.

På den måde er belægningen også intakt, næste gang man forer sin form med bagepapir.

Rationel er mit mellemnavn.

Ælt mel, smør, flormelis og vanillesukker sammen til det akkurat forenes.

Tryk dejen ud i bunden af fadet.

Grib din chokolade og hak den groft. Som du nu synes.

Hak dine valnøddekerner – ikke til mel – bare pænthakkede.

Præcision er mit fornavn.

Fordel chokolade og valnødder på dejen og hæld den kondenserede mælk over.

Ind i ovnen med sagen og bag 40 minutter.

Ud med fadet – det bobler og bruser langs kanten – nærmest i spændende plamager.

Det er i orden. Sådan skal det være.

Sæt kagen til afkøling i et koldt rum. Pil ikke ved den, spis ikke af den, tryk ikke på den. Lad den køle helt af.

Løft kagen op af formen og skær den i passende konfektstørrelsestykker.

Sprød bund, lidt karamelagtig sejhed i chokolade/valnøddelaget og en følelse af, at man hele tiden kan spise et stykke til.

Måske skal man ikke lave så stor en portion næste gang.

Viljestyrke er mit kaldenavn.

Feel good Inc.
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Kodyle kager, Med chokolade. Bogmærk permalinket.

32 svar til Mælkesnitte uden pingvin – opskrift

  1. Pingback: Bestilling af opskrifter | Beretninger fra et autentisk landbrug

  2. Maria siger:

    Har i dag været på jagt i Herfølge… Her fører man så ikke, kondenseret mælk…. 🙂 Selv fakta var udtømt, måske din snitteopskrift har raseret undergrundskagemiljøet…
    Kh Maria

  3. Benedikte siger:

    Hejsa

    Hvor meget er der i ds med kondenseret mælk. syntes nemlig da jeg havde hældt den ene over at det var nok, men er i tvivl om resultatet er rigtigt. Men men den smager fantastisk og bestemt en jeg laver igen 🙂
    Dejlig side, der har givet mange smil.

    MVH
    Benedikte

    • lonelandmand siger:

      God morgen Benedikte

      Der er ca. 400 g i en almindelig dåse, og selvom 1 sikkert kan gøre det, er 2 garanti for tilpas med fyldigt karamelklister. Og hvem har ikke brug for det ?

      Mange tak fra Lone 🙂

  4. Maria siger:

    Øvs, jeg havde lige en time dedikeret til køkkenbrug, men havde overset det med mælken. Hvad kalder Fakta deres produkt? Jeg ender med at købe modermælkserstatning! *ggg*
    Kh Maria

  5. Dorte siger:

    I mangel af valnødder og 45% chokolade, men i besiddelse af en øredøvende lækkersult, kan der bruges hasselnødder og 70 % chokolade til et yderst tilfredsstillende resultat. Sørens også at ungerne opdagede projektet dog….

  6. Pingback: Det lovede billede af den demoraliserende mælkesnitte | Beretninger fra et autentisk landbrug

  7. line8d siger:

    Hej Lone, super god blog du har her, jeg skal helt klart prøve den opskrift! 😀 Jeg har selv en blog:
    http://8klblaabjerggaardskolen.wordpress.com/2011/02/06/hva-sker-der-for-folk/

  8. Maja siger:

    Hvad med et billede af det færdige resultat? Jeg har lidt svært med at forestille mig det.

    Eller det forsvandt måske så hurtigt at kameraets lukketid var for langsom?

    • lonelandmand siger:

      Tja – det gik så langsomt med at køle kagen, at dagslyset var væk – og i går piskede jeg rundt i landet det meste af dagen..

      Men selvfølgelig skal der være et billede ! Med lidt godt lys i dag tror jeg det lykkes 🙂

  9. Lene fra nord siger:

    Hvis man, som jeg heller ikke har en asiatisk butik rundt om hjørnet, så er kondenceret mælk på bud i Fakta i denne uge 🙂 så måske man skulle prøve…

  10. Uhmm, hvor lyder det lækkert!!! Jeg må på jagt efter kondenseret mælk – vi har desværre ikke sådan en asiatisk butik i miles omkreds…..

    Mange hilsner
    Birthe

    • lonelandmand siger:

      Har du set det gode råd fra Lene – om Fakta i denne uge – måske har du sådan én i nærheden ?

      En anden lille etnisk butik kan også gøre det – og så er der så meget spændende at undersøge..

      God dag Birthe – til dig

  11. Birgitte siger:

    Det er altså hårdt at sidde i en hytte i Sverige ( ski ) og læse en sådan opskrift.

  12. Charlotte siger:

    Nej nu kan det sku være nok:-)
    Jeg buler ud her og der, og så kommer du med en opskrift der absolut må afprøves – jeg har en rygrad som en regnorm..
    Heldige du der er ikke kun er slank, men også ser knagende godt ud.
    Mange hilsner
    Charlotte

    • lonelandmand siger:

      Ja. Nok er nok.
      Der skal gå lang tid, før jeg laver en kageopskrift igen.
      Tror jeg.
      Måske.
      Næsten.
      Bare vent Charlotte – sønnen afstår fra at spise noget med valnødder, og jeg forudser et par buler, når jeg har spist de 20 * 30 cm. mælkesnitte. Selv..

  13. jeanette2970 siger:

    De lyder sørme lækre, men bliver de først lavet, bliver de også spist, så jeg tror jeg må vente til en anden gang 😉

  14. Fuglen siger:

    Håber du har nogle brede skuldre kære Lone. Nu er du skyld i, at min slankekur må udskydes til næste mandag. Hæ hæ. Og til den tid har jeg sikkert fundet en ny undskyldning. Herligt.

  15. Conny siger:

    Der kan komme meget godt ud af overspringshandlinger – eksempelvis mælkesnitter 🙂

  16. Losarinas mor siger:

    Og jeg kan bare smile og føle mig heldig over du er der ude 🙂

  17. Pingback: Mælkesnitte uden pingvin – opskrift | BRANDBYGEGAARD

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s