Hjemmebagt leverpostej – den bedste opskrift

Måske er nybagt leverpostej ikke det, dine tanker kredser om her til morgen.

Så har du min fulde forståelse.

Ikke desto mindre skal du i dag have gårdens overleverede opskrift på hjemmebagt leverpostej.

Til vores samling af juleopskrifter.

Det kan være, du får brug for leverpostej op ad dagen. Eller en anden dag.

Hvem ved.

Så skal du skaffe :

500 g lever
450 g spæk
200 g magert hakket flæskesmåkød
2 æg fra en juleglad høne
1 stort løg
3 dl. fløde fra en ko med rim på ryggen
50 g mel
50 g smør lavet af mælk fra ovenstående ko
1½ tsk. groft salt
½ tsk. friskkværnet peber

Det var alt – så går vi i gang.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 200 gr. C. Hæld lidt vand i bunden af en bradepande og find et par store aluminiumsforme frem.

Hvis du har fået fat i lever og spæk, der er hakket, er det det. Ellers må du i gang selv – kør spækket gennem kødhakkeren 1 gang og hak leveren 2 gange – eller få en anden til det. Hold lever og spæk adskilt.

Så skal der laves en opbagning – smelt dit smør i en stor gryde, rør melet ud i det og tilsæt fløden. Kig bare på det men rør ikke før fløden kommer i kog. Så skal der piskes livligt, og din opbagning er klar.

I med det hakkede spæk og hold god varme under gryden, mens du under rolig omrøring får spækket til at smelte. Din opbagning vil ligne noget, der er gået galt – skilt kan man kalde det.
Fortvivl ikke – sådan skal den være.

Tag gryden af varmen og lad indholdet stå og køle lidt. Pisk dine æg sammen – hvis de er små, griber du et ekstra – og pisk dem hurtigt ind i opbagningen. I med salt, peber, fintrevet løg – meget fint revet – lever og hakket kød. Rør det hele grundigt sammen.

Fordel leverpostejmassen i de to store aluminiumsforme, sæt dem i bradepanden med vand – det skal bare stå 2-3 cm. op ad formenes sider – og i ovnen med det hele.

Bag dine pragteksemplarer indenfor genren i 1 time og 15 minutter.

Og der dufter af leverpostej helt ud i laden. Med garanti.

Mangler der ikke noget – tænker du måske – hvor er den sædvanlige billeddokumentation.

Nu er en kødhakker, der arbejder med lever og spæk, vanskelig at få noget æstetisk forsvarligt ud af – kan jeg svare – du er ikke gået glip af noget.

Og inden du tænker – sart hva’ – må jeg tilføje, at der simpelthen ikke var tid til fotografering.

Ser du – den her opskrift er vinderen i en afprøvning – tilfældigvis og uden nogen form for forudindtagethed – gårdens egen overleverede opskrift.

Så slipper du for at prøve dig frem. Den her er bedst.

Når der om nogle timer er dagslys nok, skal jeg tage et billede af det endelige resultat.

Også for sarte sjæle.

Her har vi det – i efterskrift – pynt din lækre leverpostej med ristet bacon og champignons – eller hvad som helst der får din kjole til at flagre.

Hvis du ikke har en kjole, skal du ikke være ked af det.

Der er så mange andre muligheder for at blafre med noget.

Lad hele verdenen være din
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Julemad, Tillokkende tilføjelser. Bogmærk permalinket.

39 svar til Hjemmebagt leverpostej – den bedste opskrift

  1. Lisbeth Sandstrøm siger:

    Jeg er så stor fan af dig, sørøveren og alle dine opskrifter og pragtfulde kommentarer.Jeg bruger kalvelever fra en glad kalv, suppe fra samme glade dyr og glutenfri mel til opbagning, da mit skønne barnebarn ikke kan tåle gluten.
    Glædelig jul og super godt nytår til alle på gården.
    Glad hilsen fra Lisbeth

  2. Elisabeth siger:

    Gammelt indlæg, men tænker at leverpåstej aldrig går af mode🙂 Er det ligegyldigt om det er kalve eller svinelever?

  3. Birgit Hanse siger:

    Tak for en rigtig god opskrift🙂

  4. bue siger:

    hej
    hakker du lever og flæskesmåkød sammen og hvad med ansjoser
    mvh bue

  5. John klarskov siger:

    i stedet for at bruge en pande til spæk ja så kan man koge det i en time til halvanden og det bliver godt når det hakkes varm og bliver lettere at lave

  6. Ole Jakobsen siger:

    Kommentar til Lene. Lad os da bare få flere af verdens bedste leverpostejer frem i lyset med tilladelse fra Lone selvfølgelig, det er jo hendes blok. Jeg har nu prøvet Lones opskrift, kan godt gå, men ikke helt så “saftig” som jeg gerne ville have den, men det er måske et spørgsmål og at være lidt mere rundhåndet med spækken.

    • lonelandmand siger:

      Endelig endelig – alle gode opskrifter er mere end velkomne🙂

      • Lene Bonderup siger:

        Den oprindelige opskrift stammer fra en havregrynspakke, men der er næsten ikke noget tilbage efter mange forsøg, hvor familien også har været udsat for meget mager leverpostej, der smuldrede ;o( Min opskrift er afprøvet og godkendt af familie og venner:

        1200 gr lever(kalv og/eller svin) – 400 gr spæk – 4 løg – 3 fed hvidløg(kan udelades) –
        4 æg – 12 spsk rasp – 1 l kaffefløde – 6 tsk salt – 2 tsk oregano eller timian – 1 tsk allehånde – 1 tsk nellike – 2 ansjoser

        Fremgangsmåde
        Raspen udblødes i fløden. Lever og spæk hakkes i kødhakker hver for sig. Løg, hvidløg og ansjoser køres igennem persillekværn. Spækket sauteres på en pande uden at tage farve og de hakkede løg steger lidt med. Dette gør noget godt i forhold til smag og konsistens. Køler lidt af før det blandes med de øvrige ingredienser. Fyldes i folieforme eller lign.
        De portioner, man ikke skal bruge umiddelbart bør nedfryses i rå tilstand, da den ellers bliver grynet
        Bages i vandbad ca. 40 min v. 200 gr (afhængigt at formens størrelse og om den er tøet op)

        Tips til den travle kok:
        Jeg får slagteren til at hakke lever og spæk – hver for sig og med hakkede løg i spækket. Det sparer en masse opvask ;o)

        God fornøjelse – og tak for en smuk og meget inspirerende hjemmeside
        mvh Lene

  7. Ole Jakobsen siger:

    Hej Lone.
    Har nu haft den her leverpostej opskrift liggende i snart et helt år og glædet mig til at få den afprøvet, og nu skal det være, ikke fordi det snart er Jul, vi spiser da leverpostej hele året. Nu er det ikke fordi jeg ikke kan improvisere, jeg følger sjældet en opskrift slavisk, men bruger den som en køreplan, men en gang i mellem så bliver man nødt til at gøre tingene i en bestemt rækkefølge for at få det rigtige resultat. Og her kommer så min spørgsmål, du har sikkert ikke tænkt dybere over at det kunne være et problem men, hvornår i processen tilsætter du lever, med mindre du opfatter lever som kød, det er det jo sådan set også, så står det der jo godt nok. Rækkefølgen for at det andet er helt penslet ud, men ikke hvornår du tilsætter leveret. Måske en bagatel./ole

    • lonelandmand siger:

      Ja – lever er – som du skriver – nævnt som kød🙂

      God fornøjelse med bagningen.

      • Lene Bonderup siger:

        Kære Lone
        Jeg vil se frem til at afprøve din opskrift på “verdens bedste leverpostej” – med fare for mytteri i familien, som mener, at min opskrift er verdens bedste ;o) Jeg har udviklet på den igennem flere år.
        Venlig hilsen Lene

  8. Johnny siger:

    Hej Lone

    Kan man bruge røget spæk, kunne kun få fersk i frosen form.

    Johnny

    • lonelandmand siger:

      Hej Johnny

      Du kan godt bruge røget spæk, men det vil ændre leverpostejen markant – blive meget gennemtrængende.

      Der er intet i vejen for at bruge spæk, der har været frossent.

      Mange hilsner fra Lone🙂

  9. Sonja Gonzales siger:

    Hej Lone,

    Kan jeg evt. fryse en ubagt leverpostej til senere bagning?
    Tak for god og inspirerende blog😉

    • mosaica siger:

      Jeg ved at du spurgt Lone, men jeg vil lige fortæle at jeg fryser portioner af ubagt leverpstej til senere bagning (denne her opskrift) og det bliver deglige. Den bliver ikke helt så lysarød ind i, men det smager næsten som bagt frisk.

      Det her er stædige min yndlings, Lone🙂

      • Sonja Gonzales siger:

        Hej Mosaica,
        Tusind tak for dit svar😉 vil lave dobbelt portion i morgen og fryse ned😉
        Hilsen Gonzales🙂

  10. Steen i New Zealand siger:

    Forsoegte mig med denne opskrift i gaar aftes. Meget vellykket. Jeg har ikke fri adgang til glade koeer, men fandt alligevel floede, og fik en meget velsmagende postej ud af ovnen. Tak for en rigtig god opskrift. Du skulle vel ikke lige ogsaa ligge inde med en god opskrift paa rugbroed? Jeg har lidt svaert ved at faa mit broed helt perfekt. Og det ville vaere rart med lidt moerkt broed til en god leverpostej.

  11. Leif siger:

    Hej Lone.
    Jeg har nu lavet din leverfed 3 gange, og må tilstå det nok er den bedste jeg har smagt i mit liv. Stor krølle på halen fra Leif ;0)

  12. Pingback: Almindelig info | Beretninger fra et autentisk landbrug

  13. Ole siger:

    Kære Alle
    Hvordan skal massens konsistens se ud?
    Min blev rigtig flydende?????
    Vi bor i USA og jeg prøvede at lave den til mine børn,
    men det mislykkede fuldstaendigt.

    På Forhånd Tak
    Ole

  14. Pingback: Hjemmelaget leverpostei « Ingridsofie’s Blog

  15. mosaica siger:

    Hej Lone,

    Ihhh hvor mor & jeg nyder det leverpostej jeg lavede her i det ny år🙂 Tak for opskriften & inspiration. Det smager fulstændig dansk, og det savner vi herover i Vermont. Hvis du vil, så kan du se min post om at lave det herhen: http://butchersapprentice.wordpress.com *beam*

    • lonelandmand siger:

      Kære Mosaica

      Jeg har læst din fremragende post ! Mange tak for dit link.
      Det er stort at vide, opskriften kommer så vidt omkring🙂

      De bedste hilsner fra Lone

      • Din opskrift er kommet helt til Mexico. Jeg er ved, at åbne min danske restaurant og med din opskrift! så kan det ikke blive mere dansk!!!

        Varme hilsner!!!

      • lonelandmand siger:

        Er du så færdig … jeg er nødt til at lave bølge her !!!

        Saftsusme godt gået at åbne en dansk restaurant i Mexico – respekt og alt godt herfra🙂

        Mange hilsner fra Lone

  16. Pingback: New Year’s First Leverpostej! « The Butcher's Apprentice

  17. Pingback: Juleopskrifter – udvalgte fra café og landkøkken – flere på vej | Beretninger fra et autentisk landbrug

  18. Lene siger:

    Uhm, mon jeg tør bruge den opskrift på noget hjortelever, der ligger i fryseren?

  19. Fuglen siger:

    Leverpostej??? Især hjemmelavet/bagt. Det kan man altid spise. Men min mor orker desværre ikke at lave det mere. Men så må jeg selv igang. Min mor kommer ellers fra et lille landsted med 5 børn, 10-12 køer, lidt grise og høns hvor æggene blev solgt til Brugsen. Se det var den gang der var sne om vinteren, og jordbær og ærter om sommeren. Som skulle pynes, bælges osv. Der på i frysehuset/boksen som jo lå laaangt væk med mine små ben. Tilbage til min mormor: hun var VERDENSMESTER til at lave mad. Det var dengang der var noget der hed søndags middag, og så gammel synes jeg da ikke jeg er. Sommeren var jordbær- og ærte rig. Vinteren sne rig. men den gang var den hvid, og jeg skulle ikke skovle.
    Kan vist finde nogle mormor, måske oldemor opskrifter. interesseret??

  20. Margrethe fra Nørrebronz siger:

    Min kjole ville til enhver tid flagre over slige lækre frembringelser…..ærgerligt at det bare er for koldt til sådan en beklædning i øjeblikket 😉

  21. Hanne Hamann siger:

    Kære Lone
    Hvor er det dog nogle vidunderlige opskrifter og skønne betragtninger du har…Smukt og inspirrende.

  22. Conny siger:

    Har aldrig lavet opbagt postej med hakket kød i, men tager dit ord for, at det er LEVERPOSTEJEN. Ingen fedtforskrækkelse og ingen brunkagekrydderier, det tegner godt, så den må prøves😛

    • lonelandmand siger:

      Fuldstændig rigtigt Conny – krydderierne hører til i kagedejen, og stegt lever er, hvad man får, uden spæk.

      Prøv endelig !!

      • maria skjoldborg siger:

        lonelandmand tusind tak for den gode opskrift på leverpostej ,den er super ,jeg er ved at hakke en stor portion og kommer i små folieforme og fryser ,der er nok og lave i julen ,har lige bagt rugbrød ,så gæsterne kan bare komme ,rigtig god jul til alle
        mvh maria

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s