Krydret æbletærte – opskrift

Endnu en kage med æbler – tænker du måske – hvordan kan noget så ordinært tiltuske sig så meget plads.

Tja – ordinært er det nok – spektakulært er det også.

Hver eneste æblekage lavet med kærlighed og omhu er et lille mesterværk.

Råvarerne er almindelige – sukker, mel, smør, æbler, fløde, æg, vanille og andre krydderier.

Men valget af dem, håndteringen og følingen med hvad de har brug for, kan løfte deres enkeltstående egenskaber op til en symfoni af salighed.

Derfor får du i dag opskriften på – endnu – en æbletærte.

Til dejen har du brug for :

2½ dl. mel
5 spsk. rørsukker
½ tsk. bagepulver
100 g. smør lavet af mælk fra en følsom ko

Til cremen har du brug for :

2½ dl. fløde fra en sanselig sag
2½ dl. mælk fra ovenstående hundyr
½ vanillestang
50 g rørsukker
2 tsk. maizena
3 æggeblommer fra en højsindet høne

Til æblefyldet har du brug for :

5 gode æbler – f.eks. Filippa
2½ dl. rørsukker
½ tsk. stødte nelliker
1 tsk. stødt ingefær
1½ tsk. stødt kanel

Det var det – så går vi i gang.

Først vanillecremen :

Hæld fløde, mælk, vanillestang og halvdelen af sukkeret i en gryde og varm op til blandingen damper. Rør lidt undervejs.
Imens kan du piske dine æggeblommer sammen med maizena og resten af sukkeret.
Bare du gør det på samme lokalitet.

Hæld den varme flødeblanding i de piskede æggeblommer – en tynd stråle der røres ind omgående.
Flyt hele molevitten tilbage til gryden og varm op under omrøring.
Cremen skal varmes helt op til og med kogepunktet – når den har boblet lidt, kan du tage den af varmen og sætte gryden til afkøling.

Så er der dejen :

Har vi ikke brugt den opskrift på dej før – tænker du måske.
Og jo. Du har ret. Igen.
If it ain’t broke don’t fix it – som vi siger her langt ude på landet.
Der er rigeligt at fikse.

Den her dej er nem at arbejde med – enkel, god, sprød – holder hele vejen.

Bland mel med rørsukker og bagepulver. Smelt dit smør og rør det i melblandingen.
Pres dejen ud i en smurt 28 cm. tærteform.
Sådan. Der.

Endelig kaster vi os over fyldet :

Bland rørsukkeret med krydderierne i en rummelig skål.
Skræl dine æbler, del dem, fjern kernehus, skær dem i tynde både og derefter i mindre stykker.
Vend æblestykkerne i sukkerblandingen.

Og samler det hele :

Fordel æblestykkerne på dejen i tærtefadet, hæld vanillecremen over og sæt mesterværket i en 175 gr. varm ovn 1 time.

Server din æbletærte lun – med creme fraiche eller god is – og lad velbehaget tage plads i dig.

Det kan.

Sagte søndag
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Med æbler. Bogmærk permalinket.

9 svar til Krydret æbletærte – opskrift

  1. Louise siger:

    Hej Lone..
    Hold op dette er en drøm af en æblekage 😄
    Har tænkt at bage den til min svigermor når hun skal holde fødselsdag for veninderne… Kan bare ikke nå at gøre det hele klar på dagen.. Ville jeg kunne lave creamene bunden og skrælle æblerne og putte dem I vand så det er nemt at klare på dagen??
    Tak for super mange gode opskrifter 😄

  2. Pingback: Æblekager – opsamling – opskrifter | Beretninger fra et autentisk landbrug

  3. Kamma siger:

    Uh… æblekage hjælper rigtig godt på efterårsgråvejr også herinde på stenbroen, hvor din tomattærte jo allerede er et stort hit. Rigtig god søndag til dig – Kamma

  4. Anna siger:

    Æbleopskrifter kan man ikke have nok af!
    Jeg ønskede bare, at økologiske æbler ikke var så dyre i supermarkeder her i Wien 😦 Hjemme på landet koster de den halve pris i gårdbutikkerne…

    • lonelandmand siger:

      Hej Anna

      Næh – æbleopskrifter er en uudtømmelig kilde til glæde !
      Skal du på landet i efteråret ?

      Fra Lone

      • Anna siger:

        Hej Lone
        Faktisk skal jeg på landet i slutningen af måneden for at fejre min nevøs anden fødselsdag, og så skal kufferten fyldes med gode efterårsæbler 🙂
        En sød veninde skal også medbringe nogle æbler fra hendes mormors have — æbleforsyningen er sikret!
        Hilsner
        Anna

  5. Tine siger:

    Oooh
    Måske skulle man gøre sin familie søndagslykkelig.

Der er lukket for kommentarer.