Krydrede æbleboller – opskrift

Her til morgen – tidligere end jeg troede, da jeg gik i seng – skal jeg med et tog til hjemlandet.

Derfor får du en hurtig opskrift på lækre skoleboller – det hele handler om at være hurtig.

I dag ihvertfald.

Til omtrent 30 boller skal du bruge :

7½ dl. koldt vand
40 g. gær af en god grundstamme
900 g. hvedemel
200 g rugmel
2 dl. havregryn
2 spsk. honning
2 spsk. vindruekerneolie
2 tsk. kanel
2 tsk. kardemomme
2 skrællede fintrevne æbler

Det var alt – så skal det røres sammen.

Rør gær ud i det kolde vand, tilsæt de øvrige ingredienser og ælt – lettest i køkkenmaskine – til dejen bliver træg og blank.

Ikke noget med at hælde mere mel i – det skal være en fugtig dej.

Sæt dejen i køleskab natten over eller dagen igennem, og lad gærcellerne mangfoldiggøre sig i fred og ro.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 225 gr. C.

Hæld dejen ud på et meldrysset bord og del den i 32 stykker – rul dem til boller og fordel dem på bagepapir/bageplader.

Snup et æg, pisk det og brug det til at pensle bollerne med.

Lad dem efterhæve en halv time og bag så hver plade 12 minutter.

Over på en rist med de nybagte boller, så de kan køle af.

Det var det – lækre krydrede skoleboller – giv dem til en klasse.

Må din mandag være mild
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

2 svar til Krydrede æbleboller – opskrift

  1. Marlene siger:

    Virkelig lækre æbleboller. De er ikke så søde, så de kan sagtens bruges til madpakken med pålæg. Jeg løb tør for hvedemel, derfor brugte jeg en del ekstra grahamsmel og ekstra havregryn, hvilket også fungerede fint.

    En god måde at bruge æblerne på, hvis det ikke skal være kage.

    God torsdag!

  2. Pingback: Æblekager – opsamling – opskrifter | Beretninger fra et autentisk landbrug

Der er lukket for kommentarer.