Yndlingskøkkenting

Måske har du selv en yndlingskøkkenting.

En uforlignelig madpincet.

En nøje udvalgt stegepande- andre ikke må håndtere.

En køkkenmaskine med diverse tilbehørsdele.

En bag-in-box kasse med vin.

En kniv – en ordentlig kniv.

En amagerhylde med krydderier.

En eksklusiv ovn.

En bordplade der fortæller historier om mad.

Et yndlingsvinglas.

En velsmurt kagerulle.

Et familiemedlem der vasker op.

En stavblender i et anerkendt mærke.

Et dristigt forklæde.

En stor støbejernsgryde der kan rumme mad til flere dage.

En opvaskemaskine.

En hund der spiser alt, hvad du giver den.

Et avanceret stegetermometer.

En grill du råder enevældigt over.

En betydningsfuld opskrift.

Der er så mange vigtige ting i et køkken – og så er der én yndlingsting.

Den man er allermest glad for.

Jeg drømte engang – for mange mange år siden – om min mormors saltkar.

I lyseblåt melamin fra 60’erne velsagtens.

Drømte om hvor vigtigt det er.

Jeg ved stadig ikke hvorfor.

Senere hen kom det til at stå i mit køkken.

Det er min yndlingskøkkenting.

Må din dag føre dig frem
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

8 svar til Yndlingskøkkenting

  1. Jeg kan anbefale dig at købe Microplane over Ebay – det er en hel del billigere end i DK. Jeg har købt mig 2 forskellige + en til muskatnød.
    I starten synes jeg at madpincet var lidt underlig, men nu kan jeg slet ikke undvære dem og jeg har alle mulige (og umulige) forskellige. Hver gang jeg ser en, føler jeg at den MÅ jeg bare eje 😉

    Mange hilsner
    Birthe

  2. Ih, hvor er den fin 🙂

    Jeg elsker mine madpincetter. Jeg har en hel samling og jeg synes at de er geniale til så mange ting – nå, ja og så mine microplane rivejern….

    Mange hilsner
    Birthe

    • lonelandmand siger:

      Hej Birthe – det lyder som en værdig anbefaling – jeg ejer ikke en eneste madpincet – måske det er en overvejelse værd.
      Og sådan et microplane rivejern har jeg længe tænkt på, når jeg er ved at fjerne knoerne på mine antikverede jernting.

      Tak og god dag fra
      Lone

  3. Inge-Bente siger:

    Det saltkar bragte minder frem. Min mor havde et mage til også i lyseblåt, da jeg var barn. Saltkaret er nok kasseret, men min mor lever endnu og er 94 år og stadig frisk.

  4. Signe siger:

    Jeg tror ikke jeg kan pege på en yndligsting. Men det bedste i køkkenet er hygge med mig selv eller med børn eller med manden. Og så det at skabe noget af noget.

Der er lukket for kommentarer.