Kornsalat – opskrift

I dag skal du have en ny opskrift fra caféen – kornsalat med forårsløg og chili.

Det var på tide – tænker du måske – det er en menneskealder siden, der sidst blev givet en opskrift.

Ja. Jeg ved det godt.

Det er ikke fordi, der ikke er lavet mad.

Det har bare været de gamle travere.

Men i dag får du opskriften på en kornsalat fra aftenserveringen.

Den ser alt for sund ud – sagde den yngste søn – det dur ikke.

Nu er der en mand, der tager noget – observerede sønnen kort efter.

En rigtig mand – svarede jeg.

Salaten der skiller fårene fra bukkene.

Først skal du bruge :

1 l vand
1 spsk. groft salt
500 g paraboiled speltkerner

Dernæst skal du bruge :

½ dl god mild olivenolie
½ dl æblecidereddike
1 spsk. mørkt rørsukker
1 lille tsk. groft salt
½ spsk. sød sennep

Endelig skal du bruge :

1 bundt spændstige forårsløg. Hvem vil ikke gerne være spændstig.
Chili – mængde og styrke efter eget valg. Men et forslag herfra er 5 små syltede pappadew (du kan finde dem på glas i større supermarkeder – ikke noget hokus pokus i det).
75 g pinjekerner – rist dem gyldne på en pande – med lidt olivenolie og salt

Det var alt – så går vi i gang.

Hæld vand, salt og spelt i en rummelig gyde, læg låg på og bring det hele i kog.

Tag låget af gryden og lad indholdet koge 25 minutter.

Imens kan du øve jitterbug, skifte radiokanaler til du finder en reklamefri, bade i iste eller lave dressingen.

Du bestemmer.

Hvis du vælger at lave dressingen, blander du bare ingredienserne i en skål.

De sidste 5 minutter af kogetiden damper vandet lystigt fra de fyldige kerner, og du kan vende forsigtigt rundt for en bedre tørlægning.

Mens gryden endnu står på kogepladen, hælder du dressingen ned i de glohede kerner.

Således damper noget af den skarpe syre fra æblecidereddiken op i det ydre univers.

Og det vil vi gerne have.

Hæld grydens indhold op i en skål – til afkøling.

Skær forårsløg og chilifrugter i mindre stykker og vend dem rundt i de lune korn.

Drys salaten over med ristede pinjekerner og den er klar.

Fyldig og velsmagende – også for kvinder.

Smuk søndag
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Selvsagt salater. Bogmærk permalinket.

7 svar til Kornsalat – opskrift

  1. Pingback: Opskrifter med chili – opsamling | Beretninger fra et autentisk landbrug

  2. Margrethe siger:

    den lækre kornsalat var så lækker og lige i skabet : med lidt sprødstegt bacon , ekstra olivenolie og oliven i mængder 😉 Fortæl den yngste at denne salat fandt nåde hos damen på Nørrebronx..;-D

  3. Tina Kær Nielsen siger:

    Skal bestemt prøves…:O)

  4. Klidmoster siger:

    Åh guf, det er en salat lige efter mit hovede. Heldigvis har min mand også lært at spise den slags 😀

Der er lukket for kommentarer.