Dødens hotel – en historie fra sørøveren

Dagens historie er fra Søren Sørøver.

En røverhistorie.

Og så alligevel ikke helt.

For vi var der faktisk.

Kom dertil fredag aften efter mange timers kørsel sammen med må og få.

Så sent at vi tænkte, det var sidste chance for et sted at overnatte.

Men ikke for sent.

Her kommer fortællingen – skrevet til dig på hjemturen i går :

Dødens hotel

Det hang i luften. Alt det man ikke kunne se, ikke kunne røre – alt det man kun kunne føle – alt det der får sjælen til vride sig i ubehag og underbevidstheden til at skrige om hjælp.
Først vidste de ikke, hvad der var galt med byen – galt med det gamle hotel. Turen havde ført dem ad snørklede små mørke veje gennem den ene mere sørgelige by efter den anden. Det var svært at forestille sig, at der kunne bo nogen i disse små flækker. Intet lys slap ud gennem de lukkede skodder, ingen liv på gaderne, ingen legende børn. Alle de hoteller, de kom til, var for længst bukket under for de dårlige tider. Eller måske bare de nye tider, de nye hoteller i de større byer, der med nye senge og strømlinet melaminmøbleret look klamrede sig til kunderne. De små i landsbyerne kunne nok ikke følge med. Ingen gad ligge i en 100 år gammel seng og se på det hullede stof, der en gang på fyrstelig vis dannede et loft over himmelsengen. Lyden af gamle knirkende brædder med håndvævede tæpper fra dengang tiden blev brugt op. Ingen gad dem mere.

Undtagen dem. De ville køre langt for at finde et gammelt hotel – et hotel med historie og sjæl. Et sted hvor væggene kunne berette om fine besøg. Damer i store kjoler og herrer, der med tophatten i hånden, trådte ind i det beskedne men alligevel stolte rum. Det hotel måtte være der ude, og selvom mørket efterhånden havde opslugt det sidste svage lys, så troede de stadig på, at det kunne lade sig gøre. Skovene med deres lange krogede grene lænede sig ud over den smalle vej, der sled sig gennem landskabet. Den var ikke bredere end en enkelt bil. Når to biler mødtes, måtte begge holde godt langt ud i rabatten for at de kunne passere hinanden. Det gjorde ikke så meget, for de modkørende kom aldrig. Der var ikke andre biler på vejen, heller ikke da den igen blev bredere. Det var som om, at de endelig blev ledt den rigtige vej efter 3 timers kørsel på må og få. Det hele gav mening. En lille by dukkede op. Ikke som de andre små byer de havde været igennem. En stor og mægtig katolsk kirke udgjorde bymidten, og de store udhuggede engle stod med deres sørgmodige øjne og stirrede ned i en umådelig eksklusiv belægning af små blankpolerede chaussésten. De bød hendes bare fødder velkommen – på den gode måde. På den indbydende måde. De ømme tæer vidste straks, at de var fremme. Hotellet lå lige der på tovet. En flot majestætisk bygning. Et hotel der var så meget mere end dem i storbyen. Lyset fra vinduerne i stueetagen sendte et klart signal om, at her var der liv. Ikke som alle de der for længst havde givet op i de passerede byer. Det her skilte sig ud.

En tung bas mødte dem ude på gaden. Et klassisk hit fra de gode 90´ere bragede ud af den ene del af underetagen. De stoppede op et øjeblik, og deres øjne mødtes. De undrede sig begge. Tiden, de tøvede, var lang nok til, at receptionisten kom valsende ud på gaden med et venligt blik, der fortalte, at her var de velkomne.

Hun fik på sit bedste fransk forklaret den unge receptionist, at de ønskede et værelse. Det tog den unge pige lidt tid at forstå, men da budskabet nåede frem, lyste hun op. Selvfølgelig kunne de få et værelse!

De fulgte med ind i den del af den store hotelbygning, hvor musikken kom bragende fra. Et kombineret brasserie, en lille reception og en stor bar. Folk, andre mennesker, civilisation sad ved baren og hang. Der var intet lys i deres øjne, og de reagerede da heller ikke på, at den unge receptionist fandt nøglen frem. Hun ville ikke havde noget navn, noget sikkerhed for værelset eller andet. Som om det ikke betød noget, hvem de nyankomne var. Som om det vigtige var, at de endelig var der. Hun viste dem op af trappen. Der var ikke noget lys på den, men de kunne skimte det gamle slidte gulvtæppe, der snoede sig op af de gamle skæve trin. Lugten var uundgåelig. Den charmerende duft af gammelt træ og møbler fra før melaminens altødelæggende fremkomst, blev suppleret med lugten af svamp – lugten af råd – lugten af tidernes ubarmhjertige tag i det gamle træværk. For enden af en svagt oplyst gang lå værelset. Der var ingen tvivl om, at den unge ejer af stedet havde tænkt nye tider ind i designet. De gamle lag af puds havde for længst sluppet taget på de fugtige mursten, og havde sikkert fulgt med tapetet ned, da den håbefulde purk kastede sig ud i projektet. Ikke over det hele, men det havde der været råd for. Resolutte slag med den spidse ende af en lægtehammer havde slag efter slag vredet det sidste puds ud af hænderne på den gamle mur. Slagene havde været hårde og ukontrollerede. De talrige huller i det gamle gipsloft sladrede om hver eneste gang, hammeren havde været ude af kontrol og boret den spidse bagende i den eftergivende gips, der magtesløst havde givet sig til fordel for en flænge i loftet. Sengen var, som de havde drømt om. 100 år gammel og stor – et perfekt sted at komme sig ovenpå den lange køretur. En glødepære hang og dinglede fra et hul i loftet, og prøvede efter bedste evne at holde rummet lyst nok til, at man kunne orientere sig ordentligt. Sengen stod op mod en tynd trævæg, der delte rummet i to. Bag væggen gemte sig 2 fritstående senge i et rum, som endnu ikke havde fået en tur med hammeren. Døren kunne ikke lukkes helt, men nok til at rummet kunne glemmes. Badeværelset var også under istandsættelse. Der var ikke blevet til lyskontakter, man famlede man sig frem til spejlet, tændte en kontakt en lille lampe, der afslørede moderne installationer i et ældgammelt rum. Langt fra færdigt. Betaget af rummet tog det dem noget tid at opdage, at der endnu ikke var sat en dør i ud til badeværelset – blot et midlertidigt forhæng lavet af et tungt mørkt gardin fra et af de store vinduer.

De blev hurtigt enige om, at deres værdier ikke skulle stilles op på værelset, mens de fandt et spisested. På vej ned ad trappen mødte de ham første gang. Den unge hotelejer klædt helt i stort. Hans smil og venlighed kunne næsten overstråle det sultne selvtilfredse blik i hans øjne. Det som kun ses hos et rovdyr, der efter en lang jagt endelig har sit bytte liggende hjælpeløst foran sig. Hvornår regner I med at rejse i morgen, spurgte han på engelsk med den klassiske franske accent. Før eller efter 9 fortsatte han. De så lidt spørgende på hinanden, inden de svarede ham ”ved 8-tiden”. Ikke noget problem – det er bare for at være sikker på, at der kommer nogen og lukker jer ud. Han fortsatte ind mod baren til sin slidte stol på hjørnet, mens han mumlede ”I har det hele for jer selv”.

Den smilende fransktalende receptionist, der også fungerede som servitrice i hotellets restaurant, havde fra starten gjort dem bekendt med, at hun intet engelsk kunne, så de hang på de franskevner, de havde med i tasken. Da de fik værelset, havde hun spurgt, om de ville spise også. Et blik ind i restauranten havde fået dem til at takke nej. De ville ud i den lille by for at finde noget bedre. Sulten var stærk, men ikke stærk nok til at tage imod tilbuddet. Heller ikke nok til at benytte en af de to små fastfood steder, der lå lige i nærheden af tovet. Med en forhåbning om bedre mad gik de ned langs noget, der engang havde været byens gågade, men for længst var lavet om til trafikeret gade. De kunne uden omtanke færdes, som de ville, for der kom ingen biler. Det var tydeligt at se, at der engang havde været mere liv i byen. Nedlagte butikkers ruder stod og stirrede tomt og længselsfuldt ud i mørket. De længtes efter den gang, de kom til deres ret. Den gang et mylder af liv var gået forbi de gamle ruder. De savnede børnenes latter, når de så noget sjovt i de pyntede vinduer. Nu var der stille – alt for stille. Ingen gik rundt i byen mere, og det var længe siden, latter fra et barn havde runget i de nu tomme gader.

Husene i byen så stadig ud til at være beboede. Enkelte havde været så letsindige, at have et vindue på klem bag skodderne, så lyden af deres tv kunne snige sig ud på gaden og afsløre deres tilstedeværelse. Andre – langt de fleste – havde barrikaderet sig med lukkede døre og vinduer og skodderne på samtlige huse var forsvarligt lukkede. Flere havde endda et ekstra lag laminerede metalskodder kørt for. Det fik husene til at ligne guldsmedebutikker i et latinerkvarter.
De så enkelte mennesker. Nogle stod og skulede tavst efter de nyankomne, og andre skyndte sig ind i husene og smækkede døren behørigt efter sig.

Følelsen var for alvor ved at melde sig hos dem. De talte om, at noget ikke var, som det skulle være. En stemning af gru hang tæt over den lille by. Men hvad det var, kunne de ikke sætte ord på. Blot at hjertet og kroppen kunne mærke det. Mærke noget uvist – noget der fik fingerspidserne til at føles som istapper og pulsen til at stige. Uroen i dem begge var stor. Men ingen af dem fortalte den anden helt, hvad de følte. De kunne ikke fortælle det – de vidste det ikke.
Efter at byens små gader var gemmesøgt, måtte de indse, at der kun var det ene spisested, og med tøvende trin gik de tilbage til restauranten.

Den smilende franske receptionist kom dem hurtigt i møde og bød dem endnu engang velkommen. Rummet var stort. En lang bar udgjorde en ene side, mens store borde fyldte gulvet ud. Alle stolene var lænestole, enkle med gråt stof og alle på hjul – så de kunne rulle rundt på det bonede gulv, der givetvis engang i en rus af storhedsvanvid var tiltænkt som dansegulv. Alle bordene var dækket op. Store sorte skifferplader ud for de enkelte pladser dannede rammer for en udstilling uden lige. Kulørte glas med og uden fod, skæve og lige. Tallerkner med røde krummelurer, servietter med sirligt placerede knive og gafler og ikke mindst det lille farvede knæksugerør, der fuldendte det stærkt synsforuroligende indtryk. Bordpynten udgjordes af en pyramide i klar acryl – med krydderier i underlige farver, afsluttet med pink salt på øverste trin i kunststykket.
De blev anvist et rundt 4 personers bord, og blev placeret så de kunne overskue hele restauranten. Først da de satte sig ned i stolene, kunne omfanget af den psykedeliske indretning overskues. En flot gammel sokkel fulgte rummet rundt. Op til en meters højde var der smukke hvidmalede sten. Herefter begyndte den ru gamle væg – malet i de klareste neonfarver. Grøn, ambulanceorange, pink og gul. I den ene del af rummet – hen over det der nok var tiltænkt som dansegulv – var loftet sænket. Som hang der er en kæmpe kasse i blankpoleret kunstigt træ. Ved et bord i den anden ende af den store restaurant sad et par mødre med deres børn og lignede fast inventar. Ved en sideudgang sad to underligt jakkesætsortklædte mænd, der mest af alt lignende omrejsende bedemænd, og spiste og drak som var det en lyst.

De fik præsenteret et menukort, og blev af servitricen instrueret om, hvilke retter man havde, og hvad man ikke havde. Der var mest at det, man ikke havde. De to sad ved bordet og kunne mærke ubehaget stærkere og stærkere. Det var ikke længere til at ignorere, og kroppene begyndte at skælve. Den bestilte mad kom hurtigt og var næsten som forventet uspiselig. Salaten var sur, og kødet lå råt og blødende på den iskolde skiffersten.

Der var ingen tvivl i deres sind. At blive der ville være deres livs fejltagelse. De blev enige om at komme væk, langt væk og så hurtigt som det kunne lade sig gøre. Hun ville lige et smut på toilettet, inden de skulle forklare den franske pige, at planen var ændret, og at de var nødt til at køre. Turen gik forbi de underlige mænd, og han sad tilbage i den store restaurant. Det var som om, rummet drejede rundt – som om udgang og væg gik i et. Han kunne mærke, hvordan de desperate negle prøvede at grave sig gennem de fugtige mursten oppe på værelset. Hvordan blodet farvede tæppet ned af den mørke trappe. Fødderne der sad hjælpeløst fast i den røde væske, mens de øredøvende skrig blev højere og højere. Han følte tårerne fra de udhuggede engle på kirkens facade. Hvordan de eksploderede i tusinde små vandmolekyler, når de efter det lange fald ramte den blankpolerede belægning. Ventetiden føltes uendelig. Det hysteriske bankende hjerte sendte blodet rundt i kroppen, der vaklende kæmpede med trykket i maven og for ørerne. Endelig kom hun tilbage.

De stoppede den travle franske pige, for at fortælle om de ændrede planer og betale for aftensmaden. Hun forklarede, at de først skulle betale næste dag, inden det gik op for hende, at de ville væk. Hun gik hurtigt ind i den anden del af bygningen, hvor den lille fungerende reception var trængt op i en krog af baren.

Den unge ejer sad på sin stol blandt de tomme øjne og stirrede på et lille fjernsyn under loftet. Volumen var så høj, som det lille tv kunne klare. Dåselatter og ligegyldige franske morsomheder blev sendt ud i rummet i et ligeså forvrænget toneleje som deres rystende stemmer, da de overfor den unge ejer på engelsk forklarede, at de var nødt til at rejse uden at gøre brug af værelset. Hans øjne udstrålede ligegyldighed. Øjne der vidste, at muligheden kom igen – kom igen en anden gang.

Først da det intetsigende byskilt forsvandt i bakspejlet, vidste de, at de var i sikkerhed. I sikkerhed fra hotellet hvor få tjekker ind, og ingen tjekker ud.

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, driver et madsted, sejler en stor gammel lyseblå fiskekutter og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under og til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør.
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

6 Kommentarer til Dødens hotel – en historie fra sørøveren

  1. Pingback: Lidt af hvert plus dit og dat | Beretninger fra et autentisk landbrug

  2. Alex S.J. skriver:

    Someday we again will go humming in the meadows. Framed by the scent of the cooler mornings.
    Then all the pain will be worth.

  3. kirstenhelbak skriver:

    Uhyggeligt! I fandt forhåbentlig et bedre sted eller sov i bare i bilen?

  4. Anette skriver:

    Sikken en frygtelig herlig historie :-)
    Heldigt at I slap derfra med livet og humoren i god behold!

  5. Lone P. skriver:

    Det er fanme uhyggeligt du….
    Håber I er kommet godt hjem :)

  6. Palle skriver:

    Hotel California…. på fransk, i Frankenstein udgaven…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s