Måske kender du det selv.
Man sidder med en kiks, der ikke vil krumme.
Så er det ikke en kiks.
Måske.
Med dagens opskrift bliver du i stand til at bage dine kiks selv.
Nogle med krummer i.
Og så ved du, hvad du spiser.
Du har brug for :
2½ dl mælk fra en selvfed ko
10 g gær
1 tsk fint salt
20 g smeltet smør – lavet af mælk fra ovennævnte
1 spsk olivenolie
275 g hvedemel
200 g fuldkorns speltmel
samt vand, salt, birkes, sesam eller andet til at drysse med
Rør gær ud i mælken, tilsæt de øvrige ingredienser og ælt dejen grundigt sammen. Sæt husholdningsfilm over skålen og lad dejen hæve i et køligt rum til næste dag.
Intet hæver så langsomt og grundigt som dej i et køligt rum.
Tænd din ovn og sæt temperaturen på 180 °C med varmluft. For én gangs skyld med varmluft.
Del dejen i fire dele – tag én frem til udrulning og lad de øvrige hvile i skålen under husholdningsfilm.
Læg et stykke bagepapir på størrelse med din bageplade på køkkenbordet og rul en dejportion tyndt ud på det.
Rul rul rul.
Helt tyndt ud – nærmest til dejpladen er omkring 1 mm i tykkelse.
Pensl med vand iblandet lidt salt og drys med de frø du måtte ønske.
Prik lystigt dejpladen fuld af huller – en gaffel er fin til formålet.
Skær pladen i firkanter af passende størrelse – du bestemmer, hvad det er.
En klejnespore eller lignende rullende apparatur er velvalgt, men du kan også bruge en kniv.
Du bestemmer det hele.
Træk bagepapiret over på bagepladen og sæt den i ovnen 12 minutter.
Tag pladen ud, del kiksene fra hinanden og sæt dem i ovnen yderligere 8 minutter på en rist.
Lad dine kiks køle helt af – hvem har ikke brug for at køle helt af – på en rist på køkkenbordet.
Gem dem lufttæt – i en kagedåse eller en stramt snøret – hvem vil ikke gerne være stramt snøret – frysepose.
Og du har lækre lækre hjemmebagte kiks.
Til koldt smør, jordbærmarmelade eller blid havarti. Eller ingenting. De er nok i sig selv.
Sådan er det.
Bare.
Bare
Lone







Kære bare Lone. Det er så skønt, når bare er mer´end rigeligt. Tak.