Hvis man har et lille stykke jord..

DSC_23850001

Hvis man har et lille stykke jord, kan man plante et blommetræ.

Eller man kan lade være.

Hvis man vælger at plante blommetræet, vil det vokse og sætte blommer.

Eller det vil lade være.

Hvis træet kan finde ud af at danne blommer, modner de i slutningen af august.

Eller i starten af september.

Når de modner, og man opdager det, kan man høste dem.

Ellers bliver de spist af hønsene.

DSC_23920001

Hvis man får høstet blommerne, kan man sylte dem.

Eller man kan lade være.

Hvis man får tid til at sylte dem, kan det gøres i ovnen sammen med stjerneanis, ingefær og chili.

Eller man kan droppe det med chili, hvis man kan lade den slags være.

Hvis man har syltet i ovnen, har man bagefter en stor klistret bradepande.

Eller en lille klistret.

Hvis man er ualmindeligt doven, sætter man bradepanden ud i regnen på terrassen.

Jo, det virker.

DSC_23730001

Hvis regnen kommer før en del af populationen fra bistadet, kan man have terrassedøren åben og nyde det fine vejr.

Ellers må man holde døren lukket.

Hele dagen
Lone

Udgivet i Hverdagen | 2 kommentarer

Måske skal du ud og klappe en gulerod i weekenden?

DSC_21690001

Denne weekend sker der noget godt.

Mange steder sikkert, men denne weekend sker der noget ude på landet – som en årligt tilbagevendende begivenhed inviterer mange økologiske landbrug indenfor på gårdene.

DSC_21800001

De økologiske høstmarkeder er tilgængelige i hele Danmark, dog er der oftest brug for en bil, hvis du skal besøge en gård, for mange steder er det med offentlig transport droppet i landområderne.

Sådan en slags strukturudvikling, hvor ting går i opløsning.

DSC_21760001

Hvis du går ind på siden Hostmarked.dk, kan du læse mere om mulighederne for at opleve ordentligt dyrket mad på nært hold.

Tag dig ikke af forsidens oversigtskort over åbne gårde – der er langt flere end vist, og du skal blot klikke på skiltet “Find en gård nær dig”, indtaste dit postnummer og derefter dukker adresserne op.

Der er masser af dyr, planter og gode oplevelser at besøge, så find gummistøvlerne og den tykke trøje frem.

DSC_21810001

Sørøveren og jeg tager på gårdbesøg i morgen, for i dag er bilen udlånt. Planen er at komme forbi både Refshøjgaard og Egegård.

Det bliver en fest
Lone

P.S. I går ved middagstid udsendte Økologisk Landsforening en meddelelse om, at der ikke bliver adgang til at røre grise i år. Sidst på eftermiddagen fulgte den resterende del af landbruget iøvrigt efter, og erklærede at der lukkes for skolebesøg i de industrielle svinestalde.

Udgivet i Hverdagen | Skriv en kommentar

En kort opdatering om noget der har betydning for os alle

Måske husker du den bekymrende bakterie svine-MRSA – en lille organisme på vej frem i verden.

De første år holdt den rimelig lav profil. Så kom nogle år, hvor landbrugets topfolk sammen med myndighederne holdt rimelig lav profil, mens bakterien fik mulighed for at sprede sig uhæmmet, og nu er vi nået dertil, hvor nogen har travlt med at profilere sig ganske ucharmerende på at være handlekraftige.

Her får du en kort opdatering om udviklingen:

Stafylokokkerne kom oprindeligt fra mennesker, men ændrede sig og slog sig på svin. I den industrielle svineproduktion er dyrene under konstant pres, og det resulterer i sygdomsudbrud af forskellig art. Den voldsomme sygdomsfrekvens behandles med voldsomme antibiotikamængder, og den jævnlige påvirkning med medicin fik bakterierne til at tilpasse sig for at overleve – altså udvikle resistens mod medicinen. De bakterier kaldes nu svine-MRSA eller svineudgaven cc398.

I 2006 blev man opmærksom på problemet i det danske hospitalsvæsen, fordi det på daværende tidspunkt voksede sig stort i Holland.

I 2008 blev den første danske patient indlagt med den multiresistente bakterie i kroppen – det var en landbrugsmedhjælper.

I 2010 fik en svineproducent en harmløs skramme under foden, der gik svine-MRSA-betændelse i såret, og han fik smittet sit nyfødte barn. Barnet fik livstruende lungebetændelse men overlevede. Siden da har hospitalsvæsenet oplevet et stærkt stigende antal infektioner. Den største fare er ved infektioner i blodbanen – altså blodforgiftninger, hvor risikoen for dødelig udgang er 25 – 50 %.

I 2012 fandt det første dødsfald som følge af svine-MRSA sted i Danmark. Tror vi.

I 2013 var der yderligere to dødsfald af samme årsag. Ingen af de afdøde havde relation til svineproduktion. Dødsfaldene kom ikke til offentlighedens kendskab.

I 2014 døde den fjerde (så vidt vides) dansker af svine-MRSA. Dødsfaldet blev offentliggjort omgående.

Erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer har den frækhed at udtale, at de fire dødsfald ikke er forårsaget af svine-MRSA.

Antallet af personer smittet med svine-MRSA er steget fra 12 i 2007 til 643 i 2013 og på nuværende tidspunkt til 575 konstaterede smittede i år 2014. Alene i juli måned fik 105 danskere at vide, at de har svine-MRSA.

Vi har skrevet om det før – igen og igen faktisk, og igen, og har også nævnt det i et par radioudsendelser – myndighederne udviser ikke bare en lemfældig håndtering af et alvorligt sundhedsmæssigt problem. Ministre og embedsfolk valgte fra sagens snuskede begyndelse at fastholde den harmløse kulisse.

Skolebørn skulle fortsat tage på besøg i svinestalde, de hidtidige retningslinjer med håndvask og ingen trynekysseri skulle blot opretholdes.

Set herfra havde den eneste fornuftige forholdsregel været omgående at forbyde besøg i svinestaldene – man kendte ikke (og ønskede ikke at kende) omfanget af smittede besætninger, og man risikerede slet og ret børnenes helbred. Ved at lade den ene skoleklasse efter den anden besøge industrielle svinstalde åbnede man samtidigt slusen for bakteriernes vej til børnenes familier, søskende, forældre, bedste- og oldeforældre. Til naboer, kolleger og bekendte.

Set herfra er der kun en gangbar forklaring på, at myndighederne var villige til at lade børnene blive udsat for smitten og dermed øge risikoen for spredning i samfundet – man var mere på linje med Landbrug & Fødevarer end med befolkningen, og hensynet til indgreb overfor erhvervet, tab af eksportindtægter og dårligt omdømme i udlandet nødvendiggjorde at fødevare- og sundhedssystemet sendte et signal om, at svine-MRSA var ganske harmløs at omgås.

Føj.

Måned for måned er antallet af bekymringer, smittede og artiklerne om svine-MRSA tiltaget, og det fik i forgårs Fødevareminister Dan Jørgensen og Sundhedsminister Nick Hækkerup til at komme med forfriskende nye udmeldinger i et åbent samråd i Folketinget.

Dan Jørgensen har nu flyttet sig så langt, at han vil igangsætte en screening for at fastlægge omfanget af smittede svin. Men kun i landets 26 avlsbesætninger samt i godt 200 ud af de resterende knap 4000 bedrifter med svin. Hvad er det værd?

Desuden vil Fødevareministeren igangsætte undersøgelser af bakteriernes smitteveje. Kunne vi ikke Google den slags og bruge nogle resultater fra udlandet, spørger man her langt ude på landet, i stedet for at træde vande og trække tiden for erhvervets skyld.

Nick Hækkerup har også travlt med at vende køer, og på samrådet kom endelig det længe ventede forbud mod skolebørns besøg i svinestalde. »Når vi ved, at en gård er inficeret med svine-MRSA, hvorfor så løbe risikoen for, at et barnebarn bliver smittet og derefter besøger sin bedsteforælder på plejehjemmet, hvor det kan få alvorlige konsekvenser,« sagde ministeren.

Her er man langt fra rørt til tårer over omsorgen.

For forbuddet gælder kun besøg i besætninger, der beviseligt er smittede med svine-MRSA, og da myndighederne ikke har villet undersøge samtlige besætninger og derudover ikke har villet oplyse, hvilke besætninger der er konstateret smittede, er forbuddet en nærmest hånlig gestus overfor befolkningen.

De to ministres tiltag er tilsammen ligeså progressive som manufakturhandler Arnesens forretningsdrift.

Og måske er deres relationer også på Matadorniveau
Lone

Udgivet i Anstændigt kød, Hverdagen | 12 kommentarer

Gås er for tidligt på året

DSC_22680001

Her langt ude på landet er det sjældent sådan, at vi beslutter, hvad der skal spises til aftensmad for derefter at købe ind.

Det er mere noget med at se, hvad vi har og så beslutte aftensmaden efter det.

DSC_2224

Lige nu giver jorden et stort udvalg af råvarer og dermed mange muligheder. Om nogle måneder er der færre forskellige grøntsager, men man kan komme vidt omkring selv med få gode ting som porrer, kartofler, løg, beder, gulerødder, kål og vintersalat.

DSC_22350001

Garanti for dyrkningssucces er noget nær umulig at opnå – nogle år lykkes visse afgrøder langt over det forventede, og andre år bliver de ikke til meget.

DSC_22090001

Men uanset hvordan fordelingen er, gror her altid rigeligt mad.

Mere end vi kan spise, og løbende kommer familie, venner og nogle få restauranter for også at hente grøntsager på gården.

DSC_22570001

Forleden dag var det Mikkel fra Malling Kro, og han dukkede op sammen med et produktionsselskab og Marie Frank for at filme til en udsendelse om kroen, som sendes en gang i september på TV2 Østjylland.

Menuen var planlagt med fisk, men det var ganske tæt på, at dræbergåsen Klaus havde bidt sig så fast i kokken, at den måtte følge med hjem til hans køkken.

DSC_22440001

Stadig samlevende med fem gæs
Lone

Udgivet i Hverdagen | 3 kommentarer

Er der nu så meget godt i vente? – Filmanmeldelse af Søren Sørøver

Hovedplakat_LOW_WEB0001

Niels er enten ukuelig optimist, eller også er han bare klippefast i sin tro, når han sidst i filmen ”Så meget godt i vente” mener, at vi står overfor en bedre verden og et bedre landbrug. Han er ikke den sidste biodynamiske landmand i Danmark – han er den første.

Det sætter faktisk hele filmen i perspektiv, og stiller beskueren i et dilemma. Tror man selv på, at det virkelig kan lade sig gøre, at vi kommer til at dyrke jorden og holde dyr, med den respekt som Niels udviser, eller er det en drøm, der udspringer i Utopia og efterlades man med en nagende fornemmelse af, at alt det biodynamik bare er noget voodoo humbug.
Men reflekterer man lidt over budskaberne i filmen, ligger de måske ikke så langt fra det, man blot kan kalde almindelig anstændighed?
Vi var i går morges inviteret til pressevisningen af ”Så meget godt i vente” i Grand Teatret, og vi var umådelig spændte. Lad det være sagt med det samme – det var ikke alle forventningerne, som blev indfriet, men tankevækkende underholdt, det var vi.

Den store forskel på Niels og det konventionelle landbrug er, at Niels dyrker liv og nyder godt af afkastet, mens det moderne industrilandbrug til stadighed høster liv. Alt, hvad de gør, skal give et øjeblikkeligt økonomisk afkast, hvor Niels sparer op i jorden, i naturen, i dyrene og ikke mindst i sig selv og i sin sjæl. Men han går ikke og venter på afkastet – han lever!

Phie Ambos mål med filmen er at skildre den ro og stemning, der er på Thorshøjgaard, og det er utvivlsomt godt at gøre med stemningsfulde billeder – det gør filmen til ug. Ligeledes, og måske det jeg holder allermest af ved denne film, er Phies skildring af Niels i centrum. Ikke at han egentligt siger så meget, men det han gør, og måderne han reagerer på, giver straks beskueren en vished om, at her er der tale om et helt særligt menneske.

Alligevel har instruktøren ikke kunne ladet være med at skabe drama. Det ligger hele tiden i baggrunden, at det hele kører lige på randen, og Rita, Niels kone, kommenterer på et tidspunkt op til en retssag om dyremishandling, at det værste, der kunne ske, var, hvis gården kom på tvangsauktion, og der ikke kom en ny biodynamisk ejer til. Det konflikter i mit hoved, da man i starten af filmen får at vide, at Niels købte gården og gav den til en fond, der har til formål at fremme biodynamisk landbrug og den gamle kvægrace, de har på gården. Man undres over det usammenhængende økonomiske morads, og selvom det bygger et drama op, forplumrer det budskabet en del.

Filmens største udfordring er for mig at se, at den beskriver et landbrug, en mand og hans kone, mest af alt i stemninger og billeder. Misforstå mig ikke – det gør den helt fantastisk. Det er en film der gang på gang vækker følelser, og utroligt flotte billeder og musik understøtter handlingen på en god måde, men filmen er desværre ikke ret lærerig, fordi dokumentardelen træder i baggrunden. Man sidder tilbage med en tvivlende fornemmelse af, hvad det der biodynamik egentlig er, og hvorfor det er så vigtigt for Niels at drive landbruget netop efter disse tanker.

I stedet lægges der vægt på Niels kamp mod systemet, og det er i og for sig også en enorm vigtig pointe, for der ligger masser af kontroverser mellem systemets smalle gange og de praktiske forhold, hvor ufravigelige regelsæt konflikter med sund fornuft. Men igen efterlades jeg med et ønske om at vide mere. I det hele taget forventede vi nok bare lidt mere dokumentar og viden, end blot en sanserejse med følelserne helt ude i fingerspidserne.

Faktisk kan jeg være bekymret for, at filmen underbygger de flestes tanker om, hvor umulig en opgave det er at være en anstændig landmand. Niels ønsker sig jo brændende, at han kan lære og motivere folk til at tage biodynamisk jordbrug til sig. Man har den førnævnte fornemmelse af ruineret økonomi samtidig med, at man ser verdens bedste restauranter som kunder til gårdens produkter. Kan man ikke få det til at hænge sammen med sådanne kunder, hvordan skal det så lykkes for andre?

I det daglige liv sætter vi os glad og gerne over stjerner, sol, måne og alt det derude, som bare er. Vi tvivler på, at det kan have nogen rolle i vores liv, og selvom der forskes ufatteligt meget i rummet, handler det som altid mere om, hvordan vi i fremtiden kan udnytte rummet, og ikke hvad det giver til os. Jeg skal ikke gøre mig klog på samspillet mellem os og det derude, men forholder mig gerne til at månen flytter milliarder tons vand, og at jeg tydeligt kan mærke en fuldmåne om natten, når jeg ligger i min seng. Vi ved med 100% sikkerhed, at vores vine smager forskelligt alt efter dagene. Vi ved ikke hvorfor, men en del indenfor vinverdenen kæder det sammen med, hvordan stjerner og månen står. At nægte at tro at så store kræfter har indvirkning på mennesker, dyr og planter ville gøre mig til ignorant, så jeg er fristet til at ville vide mere, meget mere, men det bliver desværre ikke via denne dokumentarfilm.

Filmen er for mig stadig en film, der skal ses. Jeg var godt underholdt, og tiden flyver afsted trods det relativt langsomme tempo. Der er tid til at fordøje og tænke over de indtryk, man får i filmen, og man kommer helt klart ud med en tanke om, at der er “Så meget godt i vente.” Både i fremtiden men bestemt også i denne film.

Søren Sørøver – med klap for øjet og anmelderhat

Udgivet i Hverdagen | Skriv en kommentar

Ny vin på gamle fade

DSC_21160001

Tænk at friske danske æbler kan blive til noget så godt. Ikke at jeg ikke holder af æbler i deres oprindelige form, dem holder jeg vældig meget af, men gennem en forunderlig gæringsproces, hvor æblets sukker nedbrydes til alkohol og skaber en dejlig vin, sker der så helt utroligt meget.

Har du nogensinde smagt et æble, der smager eller dufter af lakrids, af softice, melon, citron, eksotiske frugter, eller af ristet brød med varmt smør? Nej vel, men det er nogle af de ting, der dukker op, når æblerne gæres.

DSC_21330001

Vi har efterhånden brugt mange tons æbler og år efter år på at finde den stil, vi gerne vil have i vores æblevine, og nu begynder den endelig at dukke op.

Vi har fået mere fyldighed, mere fedme, en god balance mellem syre og sødme, og et udtryk der er meget vinøst og meget lidt æblet.

DSC_20880001

Mange undrer sig over, hvorfor vi med vilje udvikler æblevine, der er meget lidt æbleprægede, og det kan da også virke lidt underligt, men det er først der, at de mange andre smage og dufte indtræder og leverer en kompleks og hel vin. I øvrigt ville den også ende som vintjenerens mareridt, hvis den smagte igennem af æbler – den ville ikke passe til ret meget på bordet.

I går aftes flyttede vi vores nyeste æblevin fra gæringstankene og over på gamle fade fra Bourgogne. De skal være gamle for ikke at afgive for megen garvesyre fra egestavene – vinen skal bare have en lille smule. Lagringen skal følges nøje, men mon ikke de har fået nok om 3 måneder og herefter er tappeklar.

DSC_21050001

Vi smagte selvfølgelig på sagerne i aftes. Jeg skal sige dig – vi har en rimelig stram politik om ikke hele tiden at rende og åbne til vinen og smage. Vinens største fjende er nemlig luften omkring os, og jo mere vi udsætter den for luft, jo større er risikoen for, at den bliver inficeret med et eller andet uønsket.

Derfor er det altid fantastisk spændende, når vi skal arbejde med vinen på en måde, så det giver mulighed for en smagsprøve som i går.

DSC_21530001

Og når man så sidder med præcis det produkt, man har gået og drømt om, så er det fantastisk at være vinmager! Forunderligt, ikke magisk, men noget derhenad.

De 2500 nye æbletræer har haft en lang og tør sommer, vi har brugt den ene aften efter den anden på at vande dem styk for styk, og det er lykkedes at holde dem sunde og raske. Det hele giver meget mere menig, når vi bekræftes i, hvad de æbler kan – hvad vi kan med de æbler!

DSC_21320001

Det er snart høsttid, og i år sættes produktionen igen op, men mere om det når vi står midt i de mange dejlige æbler.

Søren Sørøver – nu med brugt egetræben fra Bourgogne

Udgivet i Hverdagen | 3 kommentarer

Nu er der tid til at skrive på bogen igen

DSC_20690001

De seneste 3 – 4 uger har der ikke været megen tid til at baske med ørerne.

Eller til at skrive på den kommende bog.

Det sidste er nok det værste.

Men selvom der ikke er kommet flere ord i kapitlerne, har arbejdet ikke ligget stille.

For der er tusind ting, man kan lave, mens man tænker på noget andet samtidigt, og nogle gange er det også fint blot at tænke noget videre.

Vende og dreje muligheder, vanskeligheder og selvfølgeligheder.

Som ofte viser sig at være mindre mulige, mindre vanskelige og langt fra det indlysende.

Og netop når man tror, at man har tænkt på alt, er fejlen størst.

Derfor spurgte jeg dig for en uges tid siden om, hvad du synes, der er vigtigt at få med.

Mange tak for svar både her, på mail og på Facebook – hvert et ord er læst og taget til efterretning.

Der kommer stadig flere forslag – bliv endelig ved.

DSC_20600001

Kalenderen er ikke så tætpakket, som den har været – der er endnu tusind ting at gøre på gården, men der er igen lidt tid til at skrive hist og pist.

Og det glæder jeg mig sådan til
Lone

Udgivet i Hverdagen | En kommentar