Andre mennesker tester parforholdet med Ikea-prøven. Et ligegyldigt møbel, gerne med en urimelig grim melaminoverflade, indkøbes i et øjeblik af afmagt over priserne på kvalitetsmøbler. Nogle gange måske i et blødt øjeblik, hvor fruen i huset falder for en bølgende Ikeamode, og manden ikke orker andet end at give efter uden kamp. Uanset hvad så ligger det der. Skabet, reolen, tv-bænken, skrivebordet med tilhørende skuffedarium eller en eller anden lignende rædsel.
I en flad kasse minutiøst tilpasset til møblet, så man kunne få den tanke, at der var brugt mere energi på at designe emballagen, end på det håbløse møbel med medfølgende samlevejledning. Den slags hvor der ikke er skrevet et ord. Kun navnet på møblet. Rasmus eller Elvilda eller et andet navn man kan relatere til. Hvor slemt kan det være at samle en Elvilda… Ingen problemer, tænker de fleste. Faktisk byder overmodigheden parret at komme på den vanvittige idé om at skulle samle dette sammen. Man kan allerede forestille sig parterapeutens voksende smil, mens denne ringer og opgraderer sin sommerferie til et sted, hvor palmerne vokser helt op i himlen.
Her i huset er Ikea ikke velkommen, eller det er nok lidt voldsomt sagt, men vi bryder os ikke om nye møbler, i den klasse vi har råd til, og har begge en voldsom allergi over for melamin.
Men hvad gør man så? Hvordan skal Landmanden sikre sig, at det er den rigtige sørøver, hun har fundet, når Ikeatesten er udelukket?
Jo – hun er langt mere spekulativ og forbereder sig i god. Længe inden hun kendte til Sørøverens eksistens, rejste hun mod den store købstad København. Her havde hun allieret sig med højtstående varetagere af historiens vingesus.
I den gamle og kæmpestore Heerings gaard, der hvor Peter F. Heering har lavet Kirsebærlikør siden 1838, nu ejet og vedligeholdt af Nordeafonden, har Landmanden fået lov at pille én af de mange mange egetønder ned og hjembringe til gården. En tønde på 2000 liter af kraftige egestave, håndhuggede, tilpassede, bukkede og formede til en fuldstændig tæt opbevaring og lagring af de solmodne kirsebærs fantastiske dråber. År efter år har tønderne gjort deres gerning, men efter at fremstillingen flyttede ud i 1977, blev de mange tønder stående. De blev bygget på stedet, højt oppe under loftet via smalle trapper og umulige passager, så de ville aldrig kunne komme ud i samlet tilstand.
Landmanden skilte sin tønde ad. Mærkede stykkerne op og fragtede dem hjem til det mørke Jylland, hvor testen, der kan få Ikeas samlesæt til at virke som 4-briks puslespil for helt små børn, blev gemt i værkstedet til den dag, fårene skulle skilles fra bukkene.
Den dag var i går, faktisk begyndte den i forgårs.
Vi gør alting sammen, og det ville være helt skørt, og i øvrigt umuligt, ikke at samarbejde om dette projekt. 60-70 store egestykker blev lagt på gårdspladsen, og Landmandens nummersystem blev gennemgået og gennemskuet. Ingen af os har det udvidede brevbødkerkursus, og Sørøverens idé om, at tønden måtte skulle samles stående i forhold til landmandens idé om, at den skulle samles liggende blev trumfet igennem.
Først skulle fascinationen lige have tid til at bundfælde sig. I et Ikeamøbel ligger der altid en pose med skruer og beslag, dingenoter og dimser, der både i omfang og værdi overtrumfer den sammenpressede spånplade, som møblet er lavet i.
På gårdspladsen lå et kæmpe puslespil og ikke så meget som en enkelt skrue til at holde sammen på det. Fantastisk konstruktion – intet mindre end fantastisk!
Bunden blev samlet og sat på en forhøjning af træ. Alle sidestavene blev lagt rundt om bunden, nummerede med uret.
Så gik vi i gang. De enkelte stave blev behørigt banket på og holdt på plads. Dem der ikke sad hårdt nok i spænd fik gaffatape. Ja Ja, jeg ved det. Den gang havde en bødker nok ikke gaffatape, men i mangel af hænder måtte der snydes noget. Det gik nemt, forbløffende nemt. Vi kom hele vejen rundt. Fik det nederste bånd op og et bånd oppe omkring toppen til at holde det hele, mens jeg slog siderne helt sammen. Der var nemlig så meget afstand, at der ikke var plads til den sidste stav.
Det trak tænder ud, der var langt rundt, og der skulle virkelig tæskes igennem for at flytte stavene. Den sidste stav kom i, og resultatet kunne betragtes. Ét eller andet var ikke helt som forventet. I stedet for rund var tønden oval, meget oval, og de mange stave tandede som kong Volmers hele vejen rundt.
Der slog det mig – bunden skulle ikke være flad, den skulle også bue, bue ind ad. Det kunne den ikke, da vi omhyggeligt havde samlet bunden på et helt fladt underlag. Jeg vippede tønden op, mens Landmanden ændrede understøtningen først i den ene side og derefter i den anden side. Nu kunne man bedre banke stavene ned, så de fik en form, der på sigt måtte kunne bruges..
Det var blevet aften, og tordenvejret hang lige bag gården. Det ville være fatalt, at få gjort tønden våd, inden den var færdig. Det ville nemlig få træet til at udvide sig og låse sig sammen, så vi ikke ville kunne flytte mere rundt på tingene. En presenning blev behørigt pakket om tønden, og den blev forladt af de bødkereksperimenterende folk i hast, mens de første dråber eksploderede mod de gamle pigsten i gårdspladsen.
Fra tagvinduet i soveværelset blev tønden i den grønne presenning beundret af denne sørøver, mens tankerne fløj. Der måtte være ét eller andet galt – det var fysisk umuligt at få toppladen på.
Så slog det mig. Kunne det være, at de nummererede stave skulle lægges mod uret? Landmanden blev konfronteret med muligheden, der i første omgang blev affærdiget, men det satte tanker og en vis usikkerhed i gang hos hende.
Dagen efter måtte vi sande, at det var lige præcis, hvad der var galt. At begge ender rundede, gjorde det umiskendeligt, at det ikke var ligegyldigt, hvilken vej stavene løb rundt.
En lille smule slagne over gårsdagens 5 spildte arbejdstimer, gik vi i gang med skille tønden ad igen. Her vil jeg tro, at det havde resulteret i en noget skuffet parterapeut, hvis en sådan havde overværet et par gå så tung en gang uden at pege fingre, skændes eller bare i det mindste hakke lidt på hinanden. Men den slags bruger vi altså ikke her ude. På højde med melaminforskrækkelsen cirkulerer en enorm velvilje og lyst til at undgå noget så primitivt som fingerpegeri.
6 timer senere var tønden ved at være færdig. Denne gang passede det hele ligesom bedre sammen. Bunden blev allerede fra starten sat, så den kunne bue. Stavene kom på, godt nok med et bøvl uden lige da de nu sad rigtigt og ikke kunne holde sig selv. En bredt favnende Landmand prøvede at nå de 580 cm, tønden er i omfang, og styrede alle de løse stave, mens jeg monterede dem én for én.
Til sidst kom det nederste tøndebånd på og det øverste til at styre. Bingo – en grundtønde stod klar. Et cowboyder badekar uden sidestykke. Det andet nederste tøndebånd blev banket op, inden at der igen blev løsnet i toppen, for at få den 50 kg tunge ende lagt i som låg. Derefter kunne siderne bankes ind og falde på plads i falsen. Det gik fantastisk nemt, og en time senere var vi klar til at banke de resterende 6 kraftige og tunge bånd på.
Nu står der en kæmpe tønde i den gamle gårdsplads, måske er den lige så gammel som gården. Stor, urokkelig, tung og fuld af historie. Et monument over vores produktion af frugtvine, gårdens charme og ikke mindst vores evne til at stemple Ikea som uendelig ubetydelig i livet på landet.
Søren Sørøver – som overvejer at fylde tønden med rom
